sorgens træ…

Møder. Kontakt. Mennesker, der som jeg søger… Jeg ser sorg. Sorgen er stor derude. Wow, hvor er den stor. Og som jeg tør tygge mig en smule igennem min egen sorg, vokser der et træ inden i mig med rødder store og tykke, og en krone der breder sig og gir mig selv lidt tiltrængt skygge. Jeg er et træ med rødder og krone, og efterhånden er jeg ligeglad med hvad der vender op og ned. Jeg er tilstede foroven og forneden, og i det der er imellem.

Jeg kigger ud på andre træer, og ser træthed og mørke, og så ser jeg det glimt, som gør os til noget særligt. Alle os væsener. Glæden ved livet, trods alt.