Bevægelser #EneRumTour

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder de blålige fjeldrygge bag hinanden “blåner” . I eventyrene er det altid noget med “bag de 7 blåner…” Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”, og jeg var hende totalt hengiven med et trylleslag…

 

#Dag 1 -Langsomheden.

Hun er rund og god. Oppe i årene. Langsom. Som hun nøjsomt formulerer en sætning, har jeg rejst mig op sat mig ned og skævet over til mobilen flere gange. OMG hvor har jeg knald i låget! Tankerne drøner rundt, og mit solar plexus er som de der fyrværkeri-dimser, der drejer rundt om sig selv i en ustyrlig fart og skaber en ild-sol af hidsige gnister. Jeg tænker på interaktionen på facebook og instagram. Kan jeg overhovedet tåle det? Jeg trasker rundt i den smukke natur i et højt tempo. Tankerne…ned… i….jorden! Jeg… må…få…jordforbindelse! Finde ind til et roligere mig. Jeg er en rutschebane af energi, der får alt til at ske, når jeg er på toppen og skraber hele kroppen mod asfalten, når jeg når bunden (besynderligt nok går turen i slowmotion, dernede…) Støv og sorg overmander mig, og sorte tankegribbe går til angreb, prøver at nappe i mig. Jeg lukker mig om mit hjerte. Beskytter det. Ikke mere sår. Det gør så ondt.

Langsomheden. Hun henter smørret i køleskabet. Smører brødet. Lægger kniven på bordet. Går tilbage med smørret i køleskabet. Retter lidt på det, så det står som det skal. Lukker lågen. Jeg begynder at falde til ro. Prøver at være i langsomheden.

 

#Dag 2 -Fortællinger

Hører magiske fortællinger fra det virkelige liv. Rund, glad mand fortæller. Det rammer mig. Eventyret er lige rundt om hjørnet. Du skal bare tage fat i det og være i det med nysgerrighed og glæde. Mennesker der fylder, fordi de har så meget på hjerte. Fra et glædesfyldt sted. Ikke for at fylde egoets angste tomrum.

Mennesker der lytter. Smukt. Se de opmærksomme hoveder, der suger til sig i stille fryd.

Det flyder ud i rummet. Kærligheden. Ordets magiske kraft. Vi er sammen i fortællingen. Vi tænker, at vi er der sammen. Vi griner og forbløffes i det samme rum. Jeg accepterer, at jeg har et rum, som ingen nogensinde vil kunne være i sammen med mig. Men dette andet rum kan vi alle koble os på og være i sammen. Tak.

 

#Dag 3 -Tomhed

Tomhed. Tyngde. Mørke. Eftertænksomhed efter magisk koncert. Det var magisk. Vi var der sammen. Det var specielt. Jeg hader det, men jeg må…overgå til opladningen. Til gummi-livet, der hvor jeg summer rundt og ikke tænker nogle særlige tanker.

Jeg synes folk er dumme. Jeg synes jeg selv er dum. Jeg ser mig selv som verdens sureste og mørkeste menneske. Jeg tænker, at jeg er en, der aldrig griner og aldrig får folk til at grine. Humor. Mere grin -JA! Lad nu vær’ med at slå mig selv oven i hovedet. Av! La vær’! Av! La vær´!…

 

#Dag 4 -Energi

Jeg har fået noget nyt pulver. Det skal drikkes morgen, middag og aften. Er jeg reddet nu? Tænk hvis alt blev løst..løst op i vand. At drikke og mærke sorgen fordampe i glædesrus! Pulver eller ej. Nyt udsyn blev serveret, og jeg mærker den der taknemmelighed. Kontakten. Glæden. Begynder at savne det derhjemme. De små barnehænder. Små barnetænder. Tænder der tygger sig igennem livet. Smager på det hele. Lydens vogtere. Åbn det hele op på vid gab, lad livet flyde ind og dæmonerne flyde ud. En helt naturlig udskillelsesproces. Men …du skal turde åbne munden, lille barn. Jeg forstår det kan være svært, når jeg hele tiden be´r dig om at være stille. Undskyld. Jeg arbejder på det.

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder det “blåner”, når man ser de blålige fjeldrygge bag hinanden. I eventyrene er det altid noget med bag de 7 blåner… Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”. Vakkert.

 

#Dag 5 At miste og at vokse.

Hun siger uden den mindste tvivl “Jeg har oplevet kærligheden”På falderebet får jeg en kærlighedshistorie, der får mig til at ligge søvnløs, og får mine egne kærlighedssorger til at blegne. Det er som om kærligheden trives i en umulig søgang gennem stormen. Det er først der vi virkelig mærker den. Hvor er vi begrænsede -os mennesker- i den evindelige søgen efter at holde behageligheder fast. Kærligheden vil ikke holdes fast! Den vil være fri!

At åbne min hånd, at stå der. Skrøbelig. Mærke mit sorte, krampende solar plexus, der evigt og altid kæmper med følelsen af værdiløshed. I rystelserne fra jordens grund, åbne, -forsigtigt, så sommerfuglen ikke mister sit vingestøv. At puste den vågen. Varsomt. Se… Du kan flyve. Du er fri.