Ind i grotter. Op på bjerge.

Jeg læser om helligsteder. Ofte er de gamle hulemalerier udført der, hvor hulen har den bedste akustik. Man sang. Selvfølgelig sang man. Musikken har altid været der. Jeg slingrer ud af støvede veje i min lille Fiat 500. Angst for et styrtende fjeldstykke på bilens tag. Angst for modkørende biler -der er ikke plads! Googlestemmen er velkendt, ung og dansk -et fast holdepunkt i alt det ukendte. Signalet forsvinder. Kun mig tilbage.

Jeg kan ikke finde hulen, river mig på kvisttjørnen, panikken breder sig ud i bevægelserne. Ikke et menneske i miles omkreds. Jeg kan ikke høre støj fra biler. Hvornår har jeg sidst været et sted, hvor der ikke var en eller anden motorstøj i det fjerne?

Stille. For stille?

Kære Gud, mumler jeg. Hjælp mig med at finde grotten. Mon det hjælper, når jeg at tænke …pludselig står jeg ved nedgangen til grotten.

Det er smukt, sanseligt og let. Lyset falder ind af sprækker og huller. Stensøjler skyder op som naturlige statuer. En levende scenografi. Alt andet end ordet “grotte”. For enden af den slingrende vej, ved den uddøde landsby, dybe indåndinger, vandresæk og vand,  finder jeg bunden af mit eget mørke.

En lysfest, en dans, jorden i hundrede farver, former og fornemmelser.

På toppen af bjerget ser jeg ud. Har jeg set noget mere vidstrakt? Bjerge og dale, klingende klokker fra køer og kirker bedøver mit hovede, og jeg mærker mit hjerte, der slår lidt forkert. Ude af tid. Og denne underlige sitren. Det er så smukt, men jeg blir så træt og tung, at jeg må sove nogle meter fra borgens nordvestside. Det er november, men solen varmer mig. Jeg forsvinder i tåger af flammende bål og uendelighedstegn og kædedans.

Går ned fra bjergets top med denne underlige tyngde. Finder min mintgrønne fiat og kører mod vandet, mens en træt og alt for varm krop finder hjem til sig selv igen.