Hvordan ville jeg se ud, hvis jeg ikke kunne se mig selv i spejlet…

Kan jeg gro ind i mine rynker? Tiden går og folderne slår og slår, Tydeligvis. Selvom jeg ikke kan mærke det. Der er SÅ mærkeligt. Den der pige på skærmen, som påstår hun er mig er umuligt i starten af tyverne, som jeg føler så stærkt. Så…hvordan kan jeg vokse ind i skrammerne. Kurverne. Det løse skind,  kalkun-halsen. Alt det, som jeg elsker hos andre;

Stregerne omkring øjnene, når hun smiler. Hendes løse arme. Maven der er så blød. Hun griner og siger, at hendes datter elsker flæsket. “Åh mor, du er så dejlig!” Og den lille kind lægges aende mod det fineste hun kender.

Vi er slet ikke lavet til at skulle ses af os selv. Narcissus-myten har lagt sin klamme pointe over os. “Unable to leave the beauty of his reflection, Narcissus lost his will to live. He stared at his reflection until he died…”

Hvordan mon jeg egentlig ville se ud, hvis jeg ikke havde muligheden for at se mig selv. Smukkere, hvis jeg havde det godt? Grimmere hvis jeg havde det skidt? En mere ærlig udlægning? Ikke så mange tanker…

Men spejlet er kommet for at blive. Så hvordan kan jeg se det og acceptere? Hvis jeg nu tager hver enkelt rynke. F.eks en af de tre nye på min kind . Lad mig prøve:

Lille spejl på væggen der

sikken herlig streg jeg ser

Lige der på kinden

minder om den lange færd,

Der gjorde mig til den jeg er

Grønnere forinden

Årene tilbagelagt

Gir mig løvets farvepragt

starter min forsvinden