Bi-huler og Hovedrengøring…

2018. Jeg kan forstå, at vi numerologisk set er påbegyndt et 1’er år. Når tallene lægges sammen, -også 11 (1 plus 1), får vi 1. Begyndelsens tal. Jeg starter året med sygdom. Bihulebetændelse. Det har jeg aldrig haft før. Betændelsen tygger sig igennem alle mine hul-rum. Ved næsen, kæberne, bag ved øjenbrynene og i en lang kile over mit venstre øje, som var der en dolk igennem mit hovede. Jeg kan skyde en hvid pil efter at manifestere noget som helst. Bare vente og betragte denne slanges renselse af alle mine klang-rum. Jeg forventer, at rummene får en ordentlig hovedrengøring, så den lyd jeg skal lave i 2018 resonerer endnu klarere end før.

Jeg har været alle følelser igennem. Følelsen af totalt mislykkethed. Angsten for ikke at magte opgaverne. Vreden og håbløsheden. Og…at ville opgive mit liv som mor. Ungerne tricker alt det grimme; Vreden, irritationen, angsten. Jeg skammer mig. Skamfulde mor.

Som sygdommen bliver mindre smertefuld, ser jeg klarere. Jeg ser håbet i det fjerne. Jeg ser alle glæderne og alle de skøre blomster i mange farver, der vokser op igennem mit olierede træ-gulv. Mit hjem er også en frugthave af latter og kildeture, vandfald og granatæbler. Han siger med et smil: “It is crowded”. Ja, det er det. Når jeg er sort i humøret angriber mine ting mig fra alle kanter. Jeg kan kun tænke, at jeg må væk, eller at jeg må skille mig af med alt rod. Rydde op, rydde op, rydde op… Men når morgenen gryr, bliver angrebene til humør-blomster, der spirer frem de mærkeligste steder og har lange samtaler med mine børn. Jo, det er “crowded”! Det er pulserende liv! Hver gang sammentrækningen af angst og håbløshed har været der, pulserer udvidelsen til et lidt større rum end sidst. En lidt smukkere regnbue ved linden hvor jeg bor. Endnu et rum i det skæve, farverige slot, jeg har den ære at bebo. Når jeg åbner mit vindue fra tårnværelset og kigger ud over 2018, kan jeg næsten ikke beskrive, hvor smukt det er. Jeg har aldrig før set de mange frodige enge i rækker efter hinanden. At der også var bjerge i horisonten og is-klare søer, rede til endnu en spejling. Jeg ser æbletræer og kastanjen, min helt særlige ven, der sagde “Jeg elsker dig”, så klingende højt, at jeg vitterlig måtte stille mig selv spørgsmålet: kan træer tale? Om lidt åbner portene, og sammen vil vi myldre ud til al denne overflod! Hvor svært kan det være? Kom, tag min hånd, så går vi sammen…