En ny frekvens

For at komme videre opad i spiralen må jeg lære at give slip på det helt rigtige tidspunkt. Det er ikke let. Det er sådan en dejlig, tryg følelse påny at følge den velkendte cirkel. Dermed; en afsindig skræmmende følelse at bevæge mig ind i på en helt ny bane. En ny lyd. En ny frekvens.

Når jeg har givet slip, svæver jeg et øjeblik i det tomme rum…

Jeg sidder på min egen ryg. Kroppen falder frit.  Jeg kan vælge at sprælle med arme og ben, råbe og skrige. Eller jeg kan lade mig falde. Det er et paradoks. Det føles som om jeg falder. Men i virkeligheden stiger jeg. Pludselig finder jeg fodfæste. Jeg er på en ny bane. Jeg synker ned i min krop og mærker hvordan vingerne -de smukke, sarte og stærke vinger vokser ud af ryggen på mig og tager fat. Mine fødder mærker banen under mig, og alligevel flyver jeg frit. Et nyt landskab. Venligt og lyst. Nu får jeg tid og rum til at lytte. Ja, den er god nok. Lyden har fået en større dybde. En overtone mere. I tomrummet fra slippet til fæstet findes kun tilliden at navigere efter. Tilliden til at alt i og omkring mig støtter min vækst.