Kryb

Jeg behøver ikke at kigge ned af mig selv. Jeg kan mærke det. Kryb. Lodden, ækle stive børster, skaller, brun og sort. Jeg hænger lige under kanten, og jeg tænker på alle pigerne på afdelingen. Armenes snitsår. Ar. Rækker af ar. Stemmen der råbte højt og febrilsk, så det hørtes langt nede ad gangen. “Ad! Ad! Ad! Jeg er så klam! Jeg er så klam!!” Som jeg stod der med guitaren i den tomme hyggestue, var det som om, at tiden gik i stå. Hvordan skulle lyden nogensinde kunne trænge igennem her? En stor tankeflom af ulækkerhed og bundløs mørke. Var det blot et tomt, tørt mørke. Men det her er slam. Fugtigt, indtrængende, opløsende. Tanker og hud, størknet blod og hår i en fortvivlet masse.

Jeg har det ligesom dem. Lige nu. Selvom jeg ved, at det går væk. Om et par dage. Jeg er ikke tvunget til at blive i det i månedsvis. Som springvandet på Israels plads i går. Max legede med vandet og vaskede sig i hovedet. En dreng sagde “Ved I ikke det er beskidt vand? Det er det samme vand, der løber i ring. Igen og igen. Uden at blive renset.”

Jeg aner lyset over kanten. Alle kortene lover sol og varme og ny begyndelse. Sommerfuglevinger. Men lige nu hænger jeg her og kan kun mærke krybet.