I rummet mellem liv og død

Hun spørger om jeg vil komme og spille. Igen. Hospice-koncerten var ikke nok; Han vil gerne opleve musikken en gang til, inden han forlader dette liv.

Jeg overvejer det en ekstra gang. Det er svært at gentage en afskedskoncert. Men jeg siger ja. Denne gang er det hjemme hos familien. Han har snakket om koncerten i flere dage ind imellem hallucinationerne, fortæller hun. Hver aften har han troet, at det var tid til koncert.

Han ligger i en sygeseng midt i stuen. Der er flere mennesker end jeg havde troet. Ca 30 personer er fordelt rundt omkring. Jeg hilser ham med et håndtryk. Han har svært ved at slippe min hånd. Nu er du jo næsten en del af familien, siger han spagt. Jeg spiller. Mest Sebastian-sange, et par EneRum. Flere af sangene er næsten ikke til at bære. Rose: Vi reder din seng…du var så træt, da du tog på vej… Måske ku vi: Jeg tror jeg er for træt nu til det… Søvnige Øje: Lad sjælen gå, sin lise få… Stemningen er fin, smuk, let og tung på en gang. Nu må vi se om han giver slip, siger hun efter koncerten. Igen har han svært ved at slippe min hånd, da jeg takker af og siger farvel. Ka du ha det godt, siger jeg. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. 

Der er intet som musik til at rumme de følelser vi ikke ved, hvor vi skal putte hen, fik jeg sagt i løbet af koncerten. Jeg tænker videre. Bagefter er der skabt plads til nyt. I musikken kan følelsen blusse op, leve, for så at dø. I rummet mellem liv og død handler det om det ene: Tillid til at slippe. At mærke det ind til benet. En stund. Dernæst at slippe. At skabe nye rum.