Bevægelser #EneRumTour

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder de blålige fjeldrygge bag hinanden “blåner” . I eventyrene er det altid noget med “bag de 7 blåner…” Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”, og jeg var hende totalt hengiven med et trylleslag…

 

#Dag 1 -Langsomheden.

Hun er rund og god. Oppe i årene. Langsom. Som hun nøjsomt formulerer en sætning, har jeg rejst mig op sat mig ned og skævet over til mobilen flere gange. OMG hvor har jeg knald i låget! Tankerne drøner rundt, og mit solar plexus er som de der fyrværkeri-dimser, der drejer rundt om sig selv i en ustyrlig fart og skaber en ild-sol af hidsige gnister. Jeg tænker på interaktionen på facebook og instagram. Kan jeg overhovedet tåle det? Jeg trasker rundt i den smukke natur i et højt tempo. Tankerne…ned… i….jorden! Jeg… må…få…jordforbindelse! Finde ind til et roligere mig. Jeg er en rutschebane af energi, der får alt til at ske, når jeg er på toppen og skraber hele kroppen mod asfalten, når jeg når bunden (besynderligt nok går turen i slowmotion, dernede…) Støv og sorg overmander mig, og sorte tankegribbe går til angreb, prøver at nappe i mig. Jeg lukker mig om mit hjerte. Beskytter det. Ikke mere sår. Det gør så ondt.

Langsomheden. Hun henter smørret i køleskabet. Smører brødet. Lægger kniven på bordet. Går tilbage med smørret i køleskabet. Retter lidt på det, så det står som det skal. Lukker lågen. Jeg begynder at falde til ro. Prøver at være i langsomheden.

 

#Dag 2 -Fortællinger

Hører magiske fortællinger fra det virkelige liv. Rund, glad mand fortæller. Det rammer mig. Eventyret er lige rundt om hjørnet. Du skal bare tage fat i det og være i det med nysgerrighed og glæde. Mennesker der fylder, fordi de har så meget på hjerte. Fra et glædesfyldt sted. Ikke for at fylde egoets angste tomrum.

Mennesker der lytter. Smukt. Se de opmærksomme hoveder, der suger til sig i stille fryd.

Det flyder ud i rummet. Kærligheden. Ordets magiske kraft. Vi er sammen i fortællingen. Vi tænker, at vi er der sammen. Vi griner og forbløffes i det samme rum. Jeg accepterer, at jeg har et rum, som ingen nogensinde vil kunne være i sammen med mig. Men dette andet rum kan vi alle koble os på og være i sammen. Tak.

 

#Dag 3 -Tomhed

Tomhed. Tyngde. Mørke. Eftertænksomhed efter magisk koncert. Det var magisk. Vi var der sammen. Det var specielt. Jeg hader det, men jeg må…overgå til opladningen. Til gummi-livet, der hvor jeg summer rundt og ikke tænker nogle særlige tanker.

Jeg synes folk er dumme. Jeg synes jeg selv er dum. Jeg ser mig selv som verdens sureste og mørkeste menneske. Jeg tænker, at jeg er en, der aldrig griner og aldrig får folk til at grine. Humor. Mere grin -JA! Lad nu vær’ med at slå mig selv oven i hovedet. Av! La vær’! Av! La vær´!…

 

#Dag 4 -Energi

Jeg har fået noget nyt pulver. Det skal drikkes morgen, middag og aften. Er jeg reddet nu? Tænk hvis alt blev løst..løst op i vand. At drikke og mærke sorgen fordampe i glædesrus! Pulver eller ej. Nyt udsyn blev serveret, og jeg mærker den der taknemmelighed. Kontakten. Glæden. Begynder at savne det derhjemme. De små barnehænder. Små barnetænder. Tænder der tygger sig igennem livet. Smager på det hele. Lydens vogtere. Åbn det hele op på vid gab, lad livet flyde ind og dæmonerne flyde ud. En helt naturlig udskillelsesproces. Men …du skal turde åbne munden, lille barn. Jeg forstår det kan være svært, når jeg hele tiden be´r dig om at være stille. Undskyld. Jeg arbejder på det.

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder det “blåner”, når man ser de blålige fjeldrygge bag hinanden. I eventyrene er det altid noget med bag de 7 blåner… Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”. Vakkert.

 

#Dag 5 At miste og at vokse.

Hun siger uden den mindste tvivl “Jeg har oplevet kærligheden”På falderebet får jeg en kærlighedshistorie, der får mig til at ligge søvnløs, og får mine egne kærlighedssorger til at blegne. Det er som om kærligheden trives i en umulig søgang gennem stormen. Det er først der vi virkelig mærker den. Hvor er vi begrænsede -os mennesker- i den evindelige søgen efter at holde behageligheder fast. Kærligheden vil ikke holdes fast! Den vil være fri!

At åbne min hånd, at stå der. Skrøbelig. Mærke mit sorte, krampende solar plexus, der evigt og altid kæmper med følelsen af værdiløshed. I rystelserne fra jordens grund, åbne, -forsigtigt, så sommerfuglen ikke mister sit vingestøv. At puste den vågen. Varsomt. Se… Du kan flyve. Du er fri.

 

sorgens træ…

Møder. Kontakt. Mennesker, der som jeg søger… Jeg ser sorg. Sorgen er stor derude. Wow, hvor er den stor. Og som jeg tør tygge mig en smule igennem min egen sorg, vokser der et træ inden i mig med rødder store og tykke, og en krone der breder sig og gir mig selv lidt tiltrængt skygge. Jeg er et træ med rødder og krone, og efterhånden er jeg ligeglad med hvad der vender op og ned. Jeg er tilstede foroven og forneden, og i det der er imellem.

Jeg kigger ud på andre træer, og ser træthed og mørke, og så ser jeg det glimt, som gør os til noget særligt. Alle os væsener. Glæden ved livet, trods alt.

lyd -stilhed -lyd

EneRum er det sted hvor jeg er alene. Jeg bruger lyden til at finde ind til noget dybere i mig selv. Jeg sætter en tone an, og lader den klinge i rummet. Jeg lytter til det første møde med væggen. Hvordan tonen fylder rummet, hvordan den klinger af, og hvordan stilheden igen indtager rummet. Når der er stille, lytter jeg til stilheden, og finder som oftest ud af, at der ikke er helt så stille. Der er altid en eller anden form for støj. En fjern susen, en lille knirken eller andet. Når jeg lytter til de helt små detaljer i rummet, føles det så rart. Jeg skaber rum. Og ro.

“Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe” Jeg synger den fine lille melodi. Ordene blir indeni, og rummet får en svag nynnen. Melodien smyger sig om grundtonen og ender på det 7 trin i skalaen. Trinet, der længes hjem, tilbage til grundtonen. Længslen kan kun imødekommes ved at starte forfra på melodien. Jeg synger igen. Jeg bevæger mig i cirkler, men for hver ny runde en erfaring rigere. Min stemme finder styrke i erfaringen. Jeg bevæger mig som  i en spiral, i cirkler, men langsomt opad. Melodien, lyden, rummet. Vender mig til min egen stemme. Vender mig til at sende en lyd afsted. Og at ræsonnere over min egen klang. At jeg selv har skabt. Resonans.

små meningsfuldheder

jeg er træt

som bar jeg et ondt år

kan jeg holde mig vågen lidt endnu

blir det snart tids nok at gå i seng

og gå trygt ind i mørket

ensom

meningsløst

og det får så være

indtil små meningsfuldheder langsomt bryder op igennem asfalt

en stille forbliven ved sit…

“..Der findes noget utilgængeligt i menneskets indre, som aldrig erkender sig besejret, selv ikke i de mest slaaende tilfælde af selvopgivelse og fuldstændig mislykkethed i livet. Det er mindst af alt noget “heroisk”, men tværtimod en meget naturlig og enkel foreteelse og derfor saa umærkelig og svær at skelne, bare som et indre aandedræt, en stille forbliven ved sit, en hemmelig fred med sig selv, der ikke kan rokkes af nogen…”

Hagar Olsson, Jeg Lever

 

Jeg rejser. Spiller. Møder. Mærker. Længes. Rejser igen. Elsker min bil. Hader min bil. Fortæller. Tror. Tvivler. En stille forbliven ved mit. Alt er i tusind stykker. Alt er åbent som forårets forventningsfulde blade. Ånder på livet løs. For det er livet. Det er det jo…!? Livet… i sin stille forbliven ved sit.

Var det vingeslaget fra en engel?

Jeg sidder alene. Tænker tanker, der farer rundt. Svæver. Lander. Mærker. Kroppens begyndende tilstedevær(d). Kroppen, der får sit eget værd. Overboens skridt. Selv Hannah (skøn pige, høj stemme, som mine egne unger:-), kan jeg høre, selvom hun bor to lejligheder over. Min tinnitus er reduceret på det sidste, men den er der… nederst i venstre øre. Ganske svag. Men… den er der.

Tænk, hvis der var engle omkring mig, der fik min krop til at sitre. Vibrationer der bølger og bruser. Briser sendt af sarte vinger. Tænk hvis mit EneRum var fyldt til randen af omsorgsfulde sjæle, der puster liv i min forsømte krop. Forsømt, fordi jeg hele tiden glemmer at mærke den. Fokuserer på ord, billeder, skærme og ikke de der subtile vinde. For meget fokusering. For lidt fornemmelse.

Engle omkring mig

Hjælp mig at skelne

Hans hjerte tæt på mit

Som jeg danser for og sanser

Er det virkelig der?

Eller er det bare slag

Af kramper fra den drøm

Jeg stædigt drømmer

Om en tid det aldrig blir

Uro i kroppen. Længsel i sindet…

“Frem og tilbage. Ude og inde. Uro i kroppen. Længsel i sindet. Pludselig væk igen og 80’ernes Boheme har kun sig selv og sit vanvid.”

Jeg vågner med min fars gamle sang rutschende ind og ud af mine hjernefolder. Jeg slår teksten op… “Daglige elektro-chok gi’r dig stof og stød på stød. Du ender som en rullende og grå forstening. Du ruller bare…”

En tom lejlighed. EneRummet igen. Jeg kan næsten gribe fat i mine børns berøring. Deres arme og bløde hud. Alt det liv, der pumper igennem huset, når de er her. “Pludselig væk igen… har kun sig selv og sit sære vanvid.”

Alting falder ud af hænderne. Ingen krampagtighed kan fastholde noget som helst. Alting bevæger sig og vil bevæges. Det opadstigende atom.

Min øresusen minder mig stadig om, at livet er skrøbeligt. Alting kan ændres på få sekunder.

Jeg lytter til rummets sitren. Sætter lyd på flimmeret, der får alting til at stå og skælve. Som det gamle TV’s “sne-vejr”.

Jeg har telefonen i hænderne. Mindst hvert 10. minut. Det daglige elektrochok er blevet til det minutlige. Interaktion. Andre mennesker. Feedback. Se dem..ha! …Se Mig!

Pejsestuen i barndomshjemmet. Mine forældre pulsede på cigaretter. Gennem røgen var nyhedsoplæseren Gud. Åh, så sent jeg fandt ud af, hvor tilfældigt og skødesløst udsendelserne skabes. Hvor mange masker og slør.

Jeg sad og tænkte, så det knagede. Hvad kan jeg gøre for, at de synes jeg er mere interessant? Konklusionen blev den perfekte, pæne pige. For andre har konklusionen sikkert været det stik modsatte.

Mine unger hopper op og ned af mig mens jeg står med næsen i telefonen. “Mooar!! Moaaaar!“ Hvorfor har jeg intet lært? Hvorfor gentager jeg de samme fejl?

Jeg tænker i mit EneRum, at næste gang de er her, vil jeg lægge telefonen væk og gi dem den. Opmærksomheden. Og selv føle glæden. Interaktionen. Den ægte af slagsen.

Jeg bliver nødt til at prøve det. Igen. Igen. Igen. Op på hesten igen. Forsøge at ride, selvom jeg ikke er vant til at ride. Jeg må have modet til at stige op igen. Og igen.

Kaos og Rysteribs

Kaos. Der bliver vendt op og ned på ting inde i mit hovede. Bedst som jeg tror, at det er mig, der hænger med hovedet nedad, fortæller personen, jeg taler med, at hans/hendes verden er fuldstændig fordrejet disse dage. Så hvem vender “normalt”? Astrologerne taler om omvæltninger og mulighed for radikale forandringer. Det hele ryster, så vi kan vælge at ryste med og se hvor det ender, eller vi kan forsøge at stå fast og se alting falde ned omkring os. Det vi lige havde sat på plads måske.

EneRummet gir plads til mine kramper. Så behøver jeg ikke først finde ud af om det er mine eller dine kramper, der vælter omkring mig. Ryste, ryste, rysteribs. Wooooow….! Det hele sitrer, og hjertet hopper rundt nede i min mave.  Noget hiver i min nakke. Jeg kan ikke trække vejret længere ned end til den hulning i halsen, en kæreste engang sagde, var hans yndlingspunkt på mig. Når jeg bare sidder, begynder min krop at bevæge sig i små cirkler. Eller fra side til side. Mine tanker kan vælge mønsteret. Men bevægelsen er der. Altid bevægelse. Fred med det. Jeg bevæger mig i mit kaos’ finurlige spiraler. Vender det ganske langsomt til. Vender mig mod et nyt møde.

Tinnitus er den lægelige betegnelse for øresusen…

Jeg har en dybfryser i mit venstre øre. Når jeg bliver stresset går den i stykker, hoster og harker, tænder og slukker i et væk. Den har en vægt. Jeg får lyst til at hælde hovedet en smule mod venstre, men jeg ved, at det er noget pjat. Det hele er noget pjat. Hvordan skal vi nogensinde kunne lokalisere en dybfryser i mit venstre øre? Jeg er træt. Jeg er ikke i rum med dem, jeg taler med. Jeg er kun i rum med min fryser. Hvor nærværende er det lige?

Men den er vel harmløs? Jeg kan høre alting, og det er ikke en høj pibetone, som andres tinnitusser. Ergo er det da til at leve med?

Jeg, mig selv, der hører, hører noget andet af mig selv, som jeg ikke forstår. Den skaber fokus på et indre rum og en indre kamp.

Vi, du og jeg, elskede,  fik kontakt igen, og nu er den næsten helt væk -fryseren. Måske er der ikke plads til et stort, åbent hjerte og en fryser på samme tid…

Lyden, når køleskabet lukker…

Lyden, når køleskabet lukker. Af elkedelen, som den akkurat er kogt af. At jeg griber håndtaget, løfter kedelen fra sin plastic-dimse-bund, og hælder vand op i koppen.

Lyden af mine slæbende sutsko henover gulvet. Det er verdens mest velkendte lyde. Trygheds lyde.

Lyden af min elskedes vejr. En let piben gennem næsen. Den kategoriske hosten i blandt.

Lyden af børn, der vender sig i et lidt for stift sengetøj. Lyden af min thekop, når jeg stiller den på bordet. Af tasterne, når jeg skriver i dette nu.

Sirener i baggrunden. Overboens TV. Af mine negle mod min hovedbund. Den lyd er faktisk høj -indeni… Men vi har lært, at den ikke er det for andre.

Det at lytte skaber rum, og vi har brug for rum omkring os. Jeg har brug for plads til mine tanker. Jeg har brug for at mærke, hvordan jeg egentlig har det. Når jeg lytter til de små ting i rummet, og rummene udenom rummet, skaber jeg plads.

Til koncerterne:

Når I lytter til min stemme, vil jeg bede jer mærke rummet også. Mind jer selv om det engang i mellem, så blir der skabt plads til nyt, til følelserne, når de er der, og den skønne tomhed, når den kortvarigt etableres.

Kommer der en uventet lyd i rummet, en skrabende stol, et host… så lad det være en gave. Den husker os på rummet og gir os en ny opmærksomhed.