Hvordan ville jeg se ud, hvis jeg ikke kunne se mig selv i spejlet…

Kan jeg gro ind i mine rynker? Tiden går og folderne slår og slår, Tydeligvis. Selvom jeg ikke kan mærke det. Der er SÅ mærkeligt. Den der pige på skærmen, som påstår hun er mig er umuligt i starten af tyverne, som jeg føler så stærkt. Så…hvordan kan jeg vokse ind i skrammerne. Kurverne. Det løse skind,  kalkun-halsen. Alt det, som jeg elsker hos andre;

Stregerne omkring øjnene, når hun smiler. Hendes løse arme. Maven der er så blød. Hun griner og siger, at hendes datter elsker flæsket. “Åh mor, du er så dejlig!” Og den lille kind lægges aende mod det fineste hun kender.

Vi er slet ikke lavet til at skulle ses af os selv. Narcissus-myten har lagt sin klamme pointe over os. “Unable to leave the beauty of his reflection, Narcissus lost his will to live. He stared at his reflection until he died…”

Hvordan mon jeg egentlig ville se ud, hvis jeg ikke havde muligheden for at se mig selv. Smukkere, hvis jeg havde det godt? Grimmere hvis jeg havde det skidt? En mere ærlig udlægning? Ikke så mange tanker…

Men spejlet er kommet for at blive. Så hvordan kan jeg se det og acceptere? Hvis jeg nu tager hver enkelt rynke. F.eks en af de tre nye på min kind . Lad mig prøve:

Lille spejl på væggen der

sikken herlig streg jeg ser

Lige der på kinden

minder om den lange færd,

Der gjorde mig til den jeg er

Grønnere forinden

Årene tilbagelagt

Gir mig løvets farvepragt

starter min forsvinden

Ind i grotter. Op på bjerge.

Jeg læser om helligsteder. Ofte er de gamle hulemalerier udført der, hvor hulen har den bedste akustik. Man sang. Selvfølgelig sang man. Musikken har altid været der. Jeg slingrer ud af støvede veje i min lille Fiat 500. Angst for et styrtende fjeldstykke på bilens tag. Angst for modkørende biler -der er ikke plads! Googlestemmen er velkendt, ung og dansk -et fast holdepunkt i alt det ukendte. Signalet forsvinder. Kun mig tilbage.

Jeg kan ikke finde hulen, river mig på kvisttjørnen, panikken breder sig ud i bevægelserne. Ikke et menneske i miles omkreds. Jeg kan ikke høre støj fra biler. Hvornår har jeg sidst været et sted, hvor der ikke var en eller anden motorstøj i det fjerne?

Stille. For stille?

Kære Gud, mumler jeg. Hjælp mig med at finde grotten. Mon det hjælper, når jeg at tænke …pludselig står jeg ved nedgangen til grotten.

Det er smukt, sanseligt og let. Lyset falder ind af sprækker og huller. Stensøjler skyder op som naturlige statuer. En levende scenografi. Alt andet end ordet “grotte”. For enden af den slingrende vej, ved den uddøde landsby, dybe indåndinger, vandresæk og vand,  finder jeg bunden af mit eget mørke.

En lysfest, en dans, jorden i hundrede farver, former og fornemmelser.

På toppen af bjerget ser jeg ud. Har jeg set noget mere vidstrakt? Bjerge og dale, klingende klokker fra køer og kirker bedøver mit hovede, og jeg mærker mit hjerte, der slår lidt forkert. Ude af tid. Og denne underlige sitren. Det er så smukt, men jeg blir så træt og tung, at jeg må sove nogle meter fra borgens nordvestside. Det er november, men solen varmer mig. Jeg forsvinder i tåger af flammende bål og uendelighedstegn og kædedans.

Går ned fra bjergets top med denne underlige tyngde. Finder min mintgrønne fiat og kører mod vandet, mens en træt og alt for varm krop finder hjem til sig selv igen.

Bevægelser #EneRumTour

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder de blålige fjeldrygge bag hinanden “blåner” . I eventyrene er det altid noget med “bag de 7 blåner…” Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”, og jeg var hende totalt hengiven med et trylleslag…

 

#Dag 1 -Langsomheden.

Hun er rund og god. Oppe i årene. Langsom. Som hun nøjsomt formulerer en sætning, har jeg rejst mig op sat mig ned og skævet over til mobilen flere gange. OMG hvor har jeg knald i låget! Tankerne drøner rundt, og mit solar plexus er som de der fyrværkeri-dimser, der drejer rundt om sig selv i en ustyrlig fart og skaber en ild-sol af hidsige gnister. Jeg tænker på interaktionen på facebook og instagram. Kan jeg overhovedet tåle det? Jeg trasker rundt i den smukke natur i et højt tempo. Tankerne…ned… i….jorden! Jeg… må…få…jordforbindelse! Finde ind til et roligere mig. Jeg er en rutschebane af energi, der får alt til at ske, når jeg er på toppen og skraber hele kroppen mod asfalten, når jeg når bunden (besynderligt nok går turen i slowmotion, dernede…) Støv og sorg overmander mig, og sorte tankegribbe går til angreb, prøver at nappe i mig. Jeg lukker mig om mit hjerte. Beskytter det. Ikke mere sår. Det gør så ondt.

Langsomheden. Hun henter smørret i køleskabet. Smører brødet. Lægger kniven på bordet. Går tilbage med smørret i køleskabet. Retter lidt på det, så det står som det skal. Lukker lågen. Jeg begynder at falde til ro. Prøver at være i langsomheden.

 

#Dag 2 -Fortællinger

Hører magiske fortællinger fra det virkelige liv. Rund, glad mand fortæller. Det rammer mig. Eventyret er lige rundt om hjørnet. Du skal bare tage fat i det og være i det med nysgerrighed og glæde. Mennesker der fylder, fordi de har så meget på hjerte. Fra et glædesfyldt sted. Ikke for at fylde egoets angste tomrum.

Mennesker der lytter. Smukt. Se de opmærksomme hoveder, der suger til sig i stille fryd.

Det flyder ud i rummet. Kærligheden. Ordets magiske kraft. Vi er sammen i fortællingen. Vi tænker, at vi er der sammen. Vi griner og forbløffes i det samme rum. Jeg accepterer, at jeg har et rum, som ingen nogensinde vil kunne være i sammen med mig. Men dette andet rum kan vi alle koble os på og være i sammen. Tak.

 

#Dag 3 -Tomhed

Tomhed. Tyngde. Mørke. Eftertænksomhed efter magisk koncert. Det var magisk. Vi var der sammen. Det var specielt. Jeg hader det, men jeg må…overgå til opladningen. Til gummi-livet, der hvor jeg summer rundt og ikke tænker nogle særlige tanker.

Jeg synes folk er dumme. Jeg synes jeg selv er dum. Jeg ser mig selv som verdens sureste og mørkeste menneske. Jeg tænker, at jeg er en, der aldrig griner og aldrig får folk til at grine. Humor. Mere grin -JA! Lad nu vær’ med at slå mig selv oven i hovedet. Av! La vær’! Av! La vær´!…

 

#Dag 4 -Energi

Jeg har fået noget nyt pulver. Det skal drikkes morgen, middag og aften. Er jeg reddet nu? Tænk hvis alt blev løst..løst op i vand. At drikke og mærke sorgen fordampe i glædesrus! Pulver eller ej. Nyt udsyn blev serveret, og jeg mærker den der taknemmelighed. Kontakten. Glæden. Begynder at savne det derhjemme. De små barnehænder. Små barnetænder. Tænder der tygger sig igennem livet. Smager på det hele. Lydens vogtere. Åbn det hele op på vid gab, lad livet flyde ind og dæmonerne flyde ud. En helt naturlig udskillelsesproces. Men …du skal turde åbne munden, lille barn. Jeg forstår det kan være svært, når jeg hele tiden be´r dig om at være stille. Undskyld. Jeg arbejder på det.

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder det “blåner”, når man ser de blålige fjeldrygge bag hinanden. I eventyrene er det altid noget med bag de 7 blåner… Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”. Vakkert.

 

#Dag 5 At miste og at vokse.

Hun siger uden den mindste tvivl “Jeg har oplevet kærligheden”På falderebet får jeg en kærlighedshistorie, der får mig til at ligge søvnløs, og får mine egne kærlighedssorger til at blegne. Det er som om kærligheden trives i en umulig søgang gennem stormen. Det er først der vi virkelig mærker den. Hvor er vi begrænsede -os mennesker- i den evindelige søgen efter at holde behageligheder fast. Kærligheden vil ikke holdes fast! Den vil være fri!

At åbne min hånd, at stå der. Skrøbelig. Mærke mit sorte, krampende solar plexus, der evigt og altid kæmper med følelsen af værdiløshed. I rystelserne fra jordens grund, åbne, -forsigtigt, så sommerfuglen ikke mister sit vingestøv. At puste den vågen. Varsomt. Se… Du kan flyve. Du er fri.

 

sorgens træ…

Møder. Kontakt. Mennesker, der som jeg søger… Jeg ser sorg. Sorgen er stor derude. Wow, hvor er den stor. Og som jeg tør tygge mig en smule igennem min egen sorg, vokser der et træ inden i mig med rødder store og tykke, og en krone der breder sig og gir mig selv lidt tiltrængt skygge. Jeg er et træ med rødder og krone, og efterhånden er jeg ligeglad med hvad der vender op og ned. Jeg er tilstede foroven og forneden, og i det der er imellem.

Jeg kigger ud på andre træer, og ser træthed og mørke, og så ser jeg det glimt, som gør os til noget særligt. Alle os væsener. Glæden ved livet, trods alt.

lyd -stilhed -lyd

EneRum er det sted hvor jeg er alene. Jeg bruger lyden til at finde ind til noget dybere i mig selv. Jeg sætter en tone an, og lader den klinge i rummet. Jeg lytter til det første møde med væggen. Hvordan tonen fylder rummet, hvordan den klinger af, og hvordan stilheden igen indtager rummet. Når der er stille, lytter jeg til stilheden, og finder som oftest ud af, at der ikke er helt så stille. Der er altid en eller anden form for støj. En fjern susen, en lille knirken eller andet. Når jeg lytter til de helt små detaljer i rummet, føles det så rart. Jeg skaber rum. Og ro.

“Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe” Jeg synger den fine lille melodi. Ordene blir indeni, og rummet får en svag nynnen. Melodien smyger sig om grundtonen og ender på det 7 trin i skalaen. Trinet, der længes hjem, tilbage til grundtonen. Længslen kan kun imødekommes ved at starte forfra på melodien. Jeg synger igen. Jeg bevæger mig i cirkler, men for hver ny runde en erfaring rigere. Min stemme finder styrke i erfaringen. Jeg bevæger mig som  i en spiral, i cirkler, men langsomt opad. Melodien, lyden, rummet. Vender mig til min egen stemme. Vender mig til at sende en lyd afsted. Og at ræsonnere over min egen klang. At jeg selv har skabt. Resonans.

små meningsfuldheder

jeg er træt

som bar jeg et ondt år

kan jeg holde mig vågen lidt endnu

blir det snart tids nok at gå i seng

og gå trygt ind i mørket

ensom

meningsløst

og det får så være

indtil små meningsfuldheder langsomt bryder op igennem asfalt

en stille forbliven ved sit…

“..Der findes noget utilgængeligt i menneskets indre, som aldrig erkender sig besejret, selv ikke i de mest slaaende tilfælde af selvopgivelse og fuldstændig mislykkethed i livet. Det er mindst af alt noget “heroisk”, men tværtimod en meget naturlig og enkel foreteelse og derfor saa umærkelig og svær at skelne, bare som et indre aandedræt, en stille forbliven ved sit, en hemmelig fred med sig selv, der ikke kan rokkes af nogen…”

Hagar Olsson, Jeg Lever

 

Jeg rejser. Spiller. Møder. Mærker. Længes. Rejser igen. Elsker min bil. Hader min bil. Fortæller. Tror. Tvivler. En stille forbliven ved mit. Alt er i tusind stykker. Alt er åbent som forårets forventningsfulde blade. Ånder på livet løs. For det er livet. Det er det jo…!? Livet… i sin stille forbliven ved sit.

Var det vingeslaget fra en engel?

Jeg sidder alene. Tænker tanker, der farer rundt. Svæver. Lander. Mærker. Kroppens begyndende tilstedevær(d). Kroppen, der får sit eget værd. Overboens skridt. Selv Hannah (skøn pige, høj stemme, som mine egne unger:-), kan jeg høre, selvom hun bor to lejligheder over. Min tinnitus er reduceret på det sidste, men den er der… nederst i venstre øre. Ganske svag. Men… den er der.

Tænk, hvis der var engle omkring mig, der fik min krop til at sitre. Vibrationer der bølger og bruser. Briser sendt af sarte vinger. Tænk hvis mit EneRum var fyldt til randen af omsorgsfulde sjæle, der puster liv i min forsømte krop. Forsømt, fordi jeg hele tiden glemmer at mærke den. Fokuserer på ord, billeder, skærme og ikke de der subtile vinde. For meget fokusering. For lidt fornemmelse.

Engle omkring mig

Hjælp mig at skelne

Hans hjerte tæt på mit

Som jeg danser for og sanser

Er det virkelig der?

Eller er det bare slag

Af kramper fra den drøm

Jeg stædigt drømmer

Om en tid det aldrig blir

Uro i kroppen. Længsel i sindet…

“Frem og tilbage. Ude og inde. Uro i kroppen. Længsel i sindet. Pludselig væk igen og 80’ernes Boheme har kun sig selv og sit vanvid.”

Jeg vågner med min fars gamle sang rutschende ind og ud af mine hjernefolder. Jeg slår teksten op… “Daglige elektro-chok gi’r dig stof og stød på stød. Du ender som en rullende og grå forstening. Du ruller bare…”

En tom lejlighed. EneRummet igen. Jeg kan næsten gribe fat i mine børns berøring. Deres arme og bløde hud. Alt det liv, der pumper igennem huset, når de er her. “Pludselig væk igen… har kun sig selv og sit sære vanvid.”

Alting falder ud af hænderne. Ingen krampagtighed kan fastholde noget som helst. Alting bevæger sig og vil bevæges. Det opadstigende atom.

Min øresusen minder mig stadig om, at livet er skrøbeligt. Alting kan ændres på få sekunder.

Jeg lytter til rummets sitren. Sætter lyd på flimmeret, der får alting til at stå og skælve. Som det gamle TV’s “sne-vejr”.

Jeg har telefonen i hænderne. Mindst hvert 10. minut. Det daglige elektrochok er blevet til det minutlige. Interaktion. Andre mennesker. Feedback. Se dem..ha! …Se Mig!

Pejsestuen i barndomshjemmet. Mine forældre pulsede på cigaretter. Gennem røgen var nyhedsoplæseren Gud. Åh, så sent jeg fandt ud af, hvor tilfældigt og skødesløst udsendelserne skabes. Hvor mange masker og slør.

Jeg sad og tænkte, så det knagede. Hvad kan jeg gøre for, at de synes jeg er mere interessant? Konklusionen blev den perfekte, pæne pige. For andre har konklusionen sikkert været det stik modsatte.

Mine unger hopper op og ned af mig mens jeg står med næsen i telefonen. “Mooar!! Moaaaar!“ Hvorfor har jeg intet lært? Hvorfor gentager jeg de samme fejl?

Jeg tænker i mit EneRum, at næste gang de er her, vil jeg lægge telefonen væk og gi dem den. Opmærksomheden. Og selv føle glæden. Interaktionen. Den ægte af slagsen.

Jeg bliver nødt til at prøve det. Igen. Igen. Igen. Op på hesten igen. Forsøge at ride, selvom jeg ikke er vant til at ride. Jeg må have modet til at stige op igen. Og igen.

Kaos og Rysteribs

Kaos. Der bliver vendt op og ned på ting inde i mit hovede. Bedst som jeg tror, at det er mig, der hænger med hovedet nedad, fortæller personen, jeg taler med, at hans/hendes verden er fuldstændig fordrejet disse dage. Så hvem vender “normalt”? Astrologerne taler om omvæltninger og mulighed for radikale forandringer. Det hele ryster, så vi kan vælge at ryste med og se hvor det ender, eller vi kan forsøge at stå fast og se alting falde ned omkring os. Det vi lige havde sat på plads måske.

EneRummet gir plads til mine kramper. Så behøver jeg ikke først finde ud af om det er mine eller dine kramper, der vælter omkring mig. Ryste, ryste, rysteribs. Wooooow….! Det hele sitrer, og hjertet hopper rundt nede i min mave.  Noget hiver i min nakke. Jeg kan ikke trække vejret længere ned end til den hulning i halsen, en kæreste engang sagde, var hans yndlingspunkt på mig. Når jeg bare sidder, begynder min krop at bevæge sig i små cirkler. Eller fra side til side. Mine tanker kan vælge mønsteret. Men bevægelsen er der. Altid bevægelse. Fred med det. Jeg bevæger mig i mit kaos’ finurlige spiraler. Vender det ganske langsomt til. Vender mig mod et nyt møde.