Ind i grotter. Op på bjerge.

Jeg læser om helligsteder. Ofte er de gamle hulemalerier udført der, hvor hulen har den bedste akustik. Man sang. Selvfølgelig sang man. Musikken har altid været der. Jeg slingrer ud af støvede veje i min lille Fiat 500. Angst for et styrtende fjeldstykke på bilens tag. Angst for modkørende biler -der er ikke plads! Googlestemmen er velkendt, ung og dansk -et fast holdepunkt i alt det ukendte. Signalet forsvinder. Kun mig tilbage.

Jeg kan ikke finde hulen, river mig på kvisttjørnen, panikken breder sig ud i bevægelserne. Ikke et menneske i miles omkreds. Jeg kan ikke høre støj fra biler. Hvornår har jeg sidst været et sted, hvor der ikke var en eller anden motorstøj i det fjerne?

Stille. For stille?

Kære Gud, mumler jeg. Hjælp mig med at finde grotten. Mon det hjælper, når jeg at tænke …pludselig står jeg ved nedgangen til grotten.

Det er smukt, sanseligt og let. Lyset falder ind af sprækker og huller. Stensøjler skyder op som naturlige statuer. En levende scenografi. Alt andet end ordet “grotte”. For enden af den slingrende vej, ved den uddøde landsby, dybe indåndinger, vandresæk og vand,  finder jeg bunden af mit eget mørke.

En lysfest, en dans, jorden i hundrede farver, former og fornemmelser.

På toppen af bjerget ser jeg ud. Har jeg set noget mere vidstrakt? Bjerge og dale, klingende klokker fra køer og kirker bedøver mit hovede, og jeg mærker mit hjerte, der slår lidt forkert. Ude af tid. Og denne underlige sitren. Det er så smukt, men jeg blir så træt og tung, at jeg må sove nogle meter fra borgens nordvestside. Det er november, men solen varmer mig. Jeg forsvinder i tåger af flammende bål og uendelighedstegn og kædedans.

Går ned fra bjergets top med denne underlige tyngde. Finder min mintgrønne fiat og kører mod vandet, mens en træt og alt for varm krop finder hjem til sig selv igen.

Bevægelser #EneRumTour

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder de blålige fjeldrygge bag hinanden “blåner” . I eventyrene er det altid noget med “bag de 7 blåner…” Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”, og jeg var hende totalt hengiven med et trylleslag…

 

#Dag 1 -Langsomheden.

Hun er rund og god. Oppe i årene. Langsom. Som hun nøjsomt formulerer en sætning, har jeg rejst mig op sat mig ned og skævet over til mobilen flere gange. OMG hvor har jeg knald i låget! Tankerne drøner rundt, og mit solar plexus er som de der fyrværkeri-dimser, der drejer rundt om sig selv i en ustyrlig fart og skaber en ild-sol af hidsige gnister. Jeg tænker på interaktionen på facebook og instagram. Kan jeg overhovedet tåle det? Jeg trasker rundt i den smukke natur i et højt tempo. Tankerne…ned… i….jorden! Jeg… må…få…jordforbindelse! Finde ind til et roligere mig. Jeg er en rutschebane af energi, der får alt til at ske, når jeg er på toppen og skraber hele kroppen mod asfalten, når jeg når bunden (besynderligt nok går turen i slowmotion, dernede…) Støv og sorg overmander mig, og sorte tankegribbe går til angreb, prøver at nappe i mig. Jeg lukker mig om mit hjerte. Beskytter det. Ikke mere sår. Det gør så ondt.

Langsomheden. Hun henter smørret i køleskabet. Smører brødet. Lægger kniven på bordet. Går tilbage med smørret i køleskabet. Retter lidt på det, så det står som det skal. Lukker lågen. Jeg begynder at falde til ro. Prøver at være i langsomheden.

 

#Dag 2 -Fortællinger

Hører magiske fortællinger fra det virkelige liv. Rund, glad mand fortæller. Det rammer mig. Eventyret er lige rundt om hjørnet. Du skal bare tage fat i det og være i det med nysgerrighed og glæde. Mennesker der fylder, fordi de har så meget på hjerte. Fra et glædesfyldt sted. Ikke for at fylde egoets angste tomrum.

Mennesker der lytter. Smukt. Se de opmærksomme hoveder, der suger til sig i stille fryd.

Det flyder ud i rummet. Kærligheden. Ordets magiske kraft. Vi er sammen i fortællingen. Vi tænker, at vi er der sammen. Vi griner og forbløffes i det samme rum. Jeg accepterer, at jeg har et rum, som ingen nogensinde vil kunne være i sammen med mig. Men dette andet rum kan vi alle koble os på og være i sammen. Tak.

 

#Dag 3 -Tomhed

Tomhed. Tyngde. Mørke. Eftertænksomhed efter magisk koncert. Det var magisk. Vi var der sammen. Det var specielt. Jeg hader det, men jeg må…overgå til opladningen. Til gummi-livet, der hvor jeg summer rundt og ikke tænker nogle særlige tanker.

Jeg synes folk er dumme. Jeg synes jeg selv er dum. Jeg ser mig selv som verdens sureste og mørkeste menneske. Jeg tænker, at jeg er en, der aldrig griner og aldrig får folk til at grine. Humor. Mere grin -JA! Lad nu vær’ med at slå mig selv oven i hovedet. Av! La vær’! Av! La vær´!…

 

#Dag 4 -Energi

Jeg har fået noget nyt pulver. Det skal drikkes morgen, middag og aften. Er jeg reddet nu? Tænk hvis alt blev løst..løst op i vand. At drikke og mærke sorgen fordampe i glædesrus! Pulver eller ej. Nyt udsyn blev serveret, og jeg mærker den der taknemmelighed. Kontakten. Glæden. Begynder at savne det derhjemme. De små barnehænder. Små barnetænder. Tænder der tygger sig igennem livet. Smager på det hele. Lydens vogtere. Åbn det hele op på vid gab, lad livet flyde ind og dæmonerne flyde ud. En helt naturlig udskillelsesproces. Men …du skal turde åbne munden, lille barn. Jeg forstår det kan være svært, når jeg hele tiden be´r dig om at være stille. Undskyld. Jeg arbejder på det.

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder det “blåner”, når man ser de blålige fjeldrygge bag hinanden. I eventyrene er det altid noget med bag de 7 blåner… Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”. Vakkert.

 

#Dag 5 At miste og at vokse.

Hun siger uden den mindste tvivl “Jeg har oplevet kærligheden”På falderebet får jeg en kærlighedshistorie, der får mig til at ligge søvnløs, og får mine egne kærlighedssorger til at blegne. Det er som om kærligheden trives i en umulig søgang gennem stormen. Det er først der vi virkelig mærker den. Hvor er vi begrænsede -os mennesker- i den evindelige søgen efter at holde behageligheder fast. Kærligheden vil ikke holdes fast! Den vil være fri!

At åbne min hånd, at stå der. Skrøbelig. Mærke mit sorte, krampende solar plexus, der evigt og altid kæmper med følelsen af værdiløshed. I rystelserne fra jordens grund, åbne, -forsigtigt, så sommerfuglen ikke mister sit vingestøv. At puste den vågen. Varsomt. Se… Du kan flyve. Du er fri.