Ind i grotter. Op på bjerge.

Jeg læser om helligsteder. Ofte er de gamle hulemalerier udført der, hvor hulen har den bedste akustik. Man sang. Selvfølgelig sang man. Musikken har altid været der. Jeg slingrer ud af støvede veje i min lille Fiat 500. Angst for et styrtende fjeldstykke på bilens tag. Angst for modkørende biler -der er ikke plads! Googlestemmen er velkendt, ung og dansk -et fast holdepunkt i alt det ukendte. Signalet forsvinder. Kun mig tilbage.

Jeg kan ikke finde hulen, river mig på kvisttjørnen, panikken breder sig ud i bevægelserne. Ikke et menneske i miles omkreds. Jeg kan ikke høre støj fra biler. Hvornår har jeg sidst været et sted, hvor der ikke var en eller anden motorstøj i det fjerne?

Stille. For stille?

Kære Gud, mumler jeg. Hjælp mig med at finde grotten. Mon det hjælper, når jeg at tænke …pludselig står jeg ved nedgangen til grotten.

Det er smukt, sanseligt og let. Lyset falder ind af sprækker og huller. Stensøjler skyder op som naturlige statuer. En levende scenografi. Alt andet end ordet “grotte”. For enden af den slingrende vej, ved den uddøde landsby, dybe indåndinger, vandresæk og vand,  finder jeg bunden af mit eget mørke.

En lysfest, en dans, jorden i hundrede farver, former og fornemmelser.

På toppen af bjerget ser jeg ud. Har jeg set noget mere vidstrakt? Bjerge og dale, klingende klokker fra køer og kirker bedøver mit hovede, og jeg mærker mit hjerte, der slår lidt forkert. Ude af tid. Og denne underlige sitren. Det er så smukt, men jeg blir så træt og tung, at jeg må sove nogle meter fra borgens nordvestside. Det er november, men solen varmer mig. Jeg forsvinder i tåger af flammende bål og uendelighedstegn og kædedans.

Går ned fra bjergets top med denne underlige tyngde. Finder min mintgrønne fiat og kører mod vandet, mens en træt og alt for varm krop finder hjem til sig selv igen.

lyd -stilhed -lyd

EneRum er det sted hvor jeg er alene. Jeg bruger lyden til at finde ind til noget dybere i mig selv. Jeg sætter en tone an, og lader den klinge i rummet. Jeg lytter til det første møde med væggen. Hvordan tonen fylder rummet, hvordan den klinger af, og hvordan stilheden igen indtager rummet. Når der er stille, lytter jeg til stilheden, og finder som oftest ud af, at der ikke er helt så stille. Der er altid en eller anden form for støj. En fjern susen, en lille knirken eller andet. Når jeg lytter til de helt små detaljer i rummet, føles det så rart. Jeg skaber rum. Og ro.

“Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe” Jeg synger den fine lille melodi. Ordene blir indeni, og rummet får en svag nynnen. Melodien smyger sig om grundtonen og ender på det 7 trin i skalaen. Trinet, der længes hjem, tilbage til grundtonen. Længslen kan kun imødekommes ved at starte forfra på melodien. Jeg synger igen. Jeg bevæger mig i cirkler, men for hver ny runde en erfaring rigere. Min stemme finder styrke i erfaringen. Jeg bevæger mig som  i en spiral, i cirkler, men langsomt opad. Melodien, lyden, rummet. Vender mig til min egen stemme. Vender mig til at sende en lyd afsted. Og at ræsonnere over min egen klang. At jeg selv har skabt. Resonans.

Var det vingeslaget fra en engel?

Jeg sidder alene. Tænker tanker, der farer rundt. Svæver. Lander. Mærker. Kroppens begyndende tilstedevær(d). Kroppen, der får sit eget værd. Overboens skridt. Selv Hannah (skøn pige, høj stemme, som mine egne unger:-), kan jeg høre, selvom hun bor to lejligheder over. Min tinnitus er reduceret på det sidste, men den er der… nederst i venstre øre. Ganske svag. Men… den er der.

Tænk, hvis der var engle omkring mig, der fik min krop til at sitre. Vibrationer der bølger og bruser. Briser sendt af sarte vinger. Tænk hvis mit EneRum var fyldt til randen af omsorgsfulde sjæle, der puster liv i min forsømte krop. Forsømt, fordi jeg hele tiden glemmer at mærke den. Fokuserer på ord, billeder, skærme og ikke de der subtile vinde. For meget fokusering. For lidt fornemmelse.

Engle omkring mig

Hjælp mig at skelne

Hans hjerte tæt på mit

Som jeg danser for og sanser

Er det virkelig der?

Eller er det bare slag

Af kramper fra den drøm

Jeg stædigt drømmer

Om en tid det aldrig blir

Tinnitus er den lægelige betegnelse for øresusen…

Jeg har en dybfryser i mit venstre øre. Når jeg bliver stresset går den i stykker, hoster og harker, tænder og slukker i et væk. Den har en vægt. Jeg får lyst til at hælde hovedet en smule mod venstre, men jeg ved, at det er noget pjat. Det hele er noget pjat. Hvordan skal vi nogensinde kunne lokalisere en dybfryser i mit venstre øre? Jeg er træt. Jeg er ikke i rum med dem, jeg taler med. Jeg er kun i rum med min fryser. Hvor nærværende er det lige?

Men den er vel harmløs? Jeg kan høre alting, og det er ikke en høj pibetone, som andres tinnitusser. Ergo er det da til at leve med?

Jeg, mig selv, der hører, hører noget andet af mig selv, som jeg ikke forstår. Den skaber fokus på et indre rum og en indre kamp.

Vi, du og jeg, elskede,  fik kontakt igen, og nu er den næsten helt væk -fryseren. Måske er der ikke plads til et stort, åbent hjerte og en fryser på samme tid…

Lyden, når køleskabet lukker…

Lyden, når køleskabet lukker. Af elkedelen, som den akkurat er kogt af. At jeg griber håndtaget, løfter kedelen fra sin plastic-dimse-bund, og hælder vand op i koppen.

Lyden af mine slæbende sutsko henover gulvet. Det er verdens mest velkendte lyde. Trygheds lyde.

Lyden af min elskedes vejr. En let piben gennem næsen. Den kategoriske hosten i blandt.

Lyden af børn, der vender sig i et lidt for stift sengetøj. Lyden af min thekop, når jeg stiller den på bordet. Af tasterne, når jeg skriver i dette nu.

Sirener i baggrunden. Overboens TV. Af mine negle mod min hovedbund. Den lyd er faktisk høj -indeni… Men vi har lært, at den ikke er det for andre.

Det at lytte skaber rum, og vi har brug for rum omkring os. Jeg har brug for plads til mine tanker. Jeg har brug for at mærke, hvordan jeg egentlig har det. Når jeg lytter til de små ting i rummet, og rummene udenom rummet, skaber jeg plads.

Til koncerterne:

Når I lytter til min stemme, vil jeg bede jer mærke rummet også. Mind jer selv om det engang i mellem, så blir der skabt plads til nyt, til følelserne, når de er der, og den skønne tomhed, når den kortvarigt etableres.

Kommer der en uventet lyd i rummet, en skrabende stol, et host… så lad det være en gave. Den husker os på rummet og gir os en ny opmærksomhed.