EneRum -albummet

Jeg har igennem flere år været optaget af rumklang. Rummets Klang. Det har fået mig til at gå ind i kirker og katedraler for at lytte til smukke klange. Jeg undrer mig over, at lyden synes at have en særlig betydning i disse hellige rum. Jeg får altid lyst til at synge og at lade min stemme fylde rummet.

Jeg besluttede mig for at indspille i Esrum Klosters abbed-sal, som har en særligt smuk klang.

Det passede godt til det sted, jeg var i min musikalske udvikling. Jeg havde brug for at få skrabet det overflødige væk. Jeg ville ind til kernen og prøve at finde ud, af: hvem er jeg egentlig? Som sanger, guitarist og komponist, når jeg kun har mig selv at “klinge med”? Ingen producer, ingen mere eller mindre velmenende branchefolk…

Jeg fokuserede på det enkle udtryk og på at lære at lytte. Hvad er “støj”? Hvad er et oprigtigt, ærligt udtryk? Hvilke melodier, hvilke tekster ville komme? Det blev til en opdagelsesrejse i et ydre såvel som et indre rum

Fordybelsen i rummet er blevet helt essentielt for mig.
Det at lade min stemme resonere med rummet og at lytte. Teksterne handler om længsel og stiller spørgsmål. Er der noget større end mig selv? Kan et fordybet EneRum skabe et mere autentisk fællesskab? Mere nærvær?  Kan musikken være med til at vise vejen? Hvordan tager jeg kvaliteter fra EneRummet med ud i fællesskabet?