Uro i kroppen. Længsel i sindet…

“Frem og tilbage. Ude og inde. Uro i kroppen. Længsel i sindet. Pludselig væk igen og 80’ernes Boheme har kun sig selv og sit vanvid.”

Jeg vågner med min fars gamle sang rutschende ind og ud af mine hjernefolder. Jeg slår teksten op… “Daglige elektro-chok gi’r dig stof og stød på stød. Du ender som en rullende og grå forstening. Du ruller bare…”

En tom lejlighed. EneRummet igen. Jeg kan næsten gribe fat i mine børns berøring. Deres arme og bløde hud. Alt det liv, der pumper igennem huset, når de er her. “Pludselig væk igen… har kun sig selv og sit sære vanvid.”

Alting falder ud af hænderne. Ingen krampagtighed kan fastholde noget som helst. Alting bevæger sig og vil bevæges. Det opadstigende atom.

Min øresusen minder mig stadig om, at livet er skrøbeligt. Alting kan ændres på få sekunder.

Jeg lytter til rummets sitren. Sætter lyd på flimmeret, der får alting til at stå og skælve. Som det gamle TV’s “sne-vejr”.

Jeg har telefonen i hænderne. Mindst hvert 10. minut. Det daglige elektrochok er blevet til det minutlige. Interaktion. Andre mennesker. Feedback. Se dem..ha! …Se Mig!

Pejsestuen i barndomshjemmet. Mine forældre pulsede på cigaretter. Gennem røgen var nyhedsoplæseren Gud. Åh, så sent jeg fandt ud af, hvor tilfældigt og skødesløst udsendelserne skabes. Hvor mange masker og slør.

Jeg sad og tænkte, så det knagede. Hvad kan jeg gøre for, at de synes jeg er mere interessant? Konklusionen blev den perfekte, pæne pige. For andre har konklusionen sikkert været det stik modsatte.

Mine unger hopper op og ned af mig mens jeg står med næsen i telefonen. “Mooar!! Moaaaar!“ Hvorfor har jeg intet lært? Hvorfor gentager jeg de samme fejl?

Jeg tænker i mit EneRum, at næste gang de er her, vil jeg lægge telefonen væk og gi dem den. Opmærksomheden. Og selv føle glæden. Interaktionen. Den ægte af slagsen.

Jeg bliver nødt til at prøve det. Igen. Igen. Igen. Op på hesten igen. Forsøge at ride, selvom jeg ikke er vant til at ride. Jeg må have modet til at stige op igen. Og igen.