FællesRum

Carsten Dahl fortæller om evigheden. At han anslår den, inden han anslår tonen. Jeg forstår det fuldstændigt. Jeg ved jeg gør det samme, selvom jeg ikke ved hvordan. Alle disse krøllede menneskesind jeg møder på min vej. Vi snakker i øst og vest om vores søgen, og inderst inde ved vi, at det er såre simpelt. Vi kan ikke se skoven for bare træer. Det er derfor musikken er så vigtig nu i denne tid. Som religionerne og dogmerne afvikles, hvad står da det skælvende menneske tilbage med? Musikken. Den inderlige musik. Der hvor følelsen kombineres med videnskaben. Opøvelsen af en kunnen bygget på et talent. Når du opløser din kunnen og lader den synke til bunden af rygsøjlen som noget næsten glemt, men stadig erfaret, kan du gi dig hen i musikkens frie og sensitive leg med følelser, intention, eftertænkomhed og væren. Aktiv og passiv i en evig dans, der flyder, fordi det er musik! Men først når præstationen falder til jorden kan musikken spille og dansen med evigheden begynde.