Summende Liv

Jeg blander døden ind i livet. Jo mere af dødens malurt jeg tør indtage jo mere balance. Jeg forbereder mig. Jeg husker at angsten for døden blev stor i forestillingen om det uvisse på den anden side. Men døden er lige her ved hånden. Døden er min forestilling om den perfekte relation, der langsomt siver ud igennem fingrene. Jeg gir slip. Noget i mig dør. Det sorte får lov til at blande sig med alle farverne. Det hele bliver mudret for en stund. Jeg sidder på stranden og studerer sandkorn. Hver for sig. En og en. Der er jeg midt i en sandbanke. Nu er jeg væk. Og det er fint. For jeg ved, at jeg stadig er der et eller andet sted. Jeg summer EneRummet frem. Jeg summer, så jeg kan være mere mig, -mere sand (-færdig), og i stand til at møde et blik. Dit blik. Til sidst kan summen af mig møde dig, uden at jeg fristes til at forsvinde i dine flødefavnende øjne. De er ikke for mig at blandes i. Men vi kan mødes i en knivskarp spejlflade til forundring og morskab. Spejlkabinettet. Jeg går ud af spejlkabinettet igen. Summer videre. Summer med energien og mærker, at jeg er levende, fordi jeg hele tiden tillader noget i mig at dø.