Rummet

Jeg elsker rummet. Det ved jeg allerede. Duften af porøse vægge og ludbehandlet trægulv smelter sammen med lysets mildhed. Et svagt rosa skær fra de mange brogede sten i røde og grå nuancer gør luften tyk og sval på en gang. Det er et mættet rum. Og samtidig så lyst og let, at jeg får lyst til at blande mig. Kan jeg blive en del af rummet? Kan jeg folde mig ud og blende ind? 

Men hvem er jeg? Hvad er det, der trænger til at blive foldet ud her i dette venlige rum?

Mine tasker med mikrofoner, zoomrecorder, madpakke osv. står midt i rummet. Det fylder og ser grimt ud. Hvor skal jeg gøre af det? Forstyrrer allerede. Kompromiset bliver at stille tasker, og alt hvad der ikke lige skal bruges ud i trappeopgangen. Resten stilles møjsommeligt op og får sin helt særlige plads. Zoomrecorder midt på gulvet. Ledningerne lagt i frie, kreative streger, men rent -ikke kaotisk.

En mikrofon til stemmen, en til guitaren og 3 til rummet. Det vil aldrig være muligt at gengive min oplevelse af rummet her og nu, men jeg kan nærme mig. Og i forsøget på at gøre det så rent som muligt, lærer jeg det forhåbentlig, -det jeg så gerne vil lære: at lytte til det som er…