FællesRum

Carsten Dahl fortæller om evigheden. At han anslår den, inden han anslår tonen. Jeg forstår det fuldstændigt. Jeg ved jeg gør det samme, selvom jeg ikke ved hvordan. Alle disse krøllede menneskesind jeg møder på min vej. Vi snakker i øst og vest om vores søgen, og inderst inde ved vi, at det er såre simpelt. Vi kan ikke se skoven for bare træer. Det er derfor musikken er så vigtig nu i denne tid. Som religionerne og dogmerne afvikles, hvad står da det skælvende menneske tilbage med? Musikken. Den inderlige musik. Der hvor følelsen kombineres med videnskaben. Opøvelsen af en kunnen bygget på et talent. Når du opløser din kunnen og lader den synke til bunden af rygsøjlen som noget næsten glemt, men stadig erfaret, kan du gi dig hen i musikkens frie og sensitive leg med følelser, intention, eftertænkomhed og væren. Aktiv og passiv i en evig dans, der flyder, fordi det er musik! Men først når præstationen falder til jorden kan musikken spille og dansen med evigheden begynde.

Dødens Sommerfugl

Høsten kommer. Skærer vingerne af og jeg lægger mig til hvile. Wow sikke et ridt! Er jeg stadig en sommerfugl, nu hvor vingerne er væk? Kan jeg have tillid til, at nye vinger vil komme efter mit tiltrængte puppestadie?

Endnu engang slipper jeg alle forestillinger og synker ned i massen. Det sorte hul, der slet ikke er så sort. Lyden summer af nye begyndelser, ikke helt lysgnister endnu. Ingen vished, blot en summen. Vibrerende lyd, så pianissimo, at det næsten ikke er. Men det er og vil altid være. Kun livet kommer og går, danser med døden og musikken sætter døren i sving.

I rummet mellem liv og død

Hun spørger om jeg vil komme og spille. Igen. Hospice-koncerten var ikke nok; Han vil gerne opleve musikken en gang til, inden han forlader dette liv.

Jeg overvejer det en ekstra gang. Det er svært at gentage en afskedskoncert. Men jeg siger ja. Denne gang er det hjemme hos familien. Han har snakket om koncerten i flere dage ind imellem hallucinationerne, fortæller hun. Hver aften har han troet, at det var tid til koncert.

Han ligger i en sygeseng midt i stuen. Der er flere mennesker end jeg havde troet. Ca 30 personer er fordelt rundt omkring. Jeg hilser ham med et håndtryk. Han har svært ved at slippe min hånd. Nu er du jo næsten en del af familien, siger han spagt. Jeg spiller. Mest Sebastian-sange, et par EneRum. Flere af sangene er næsten ikke til at bære. Rose: Vi reder din seng…du var så træt, da du tog på vej… Måske ku vi: Jeg tror jeg er for træt nu til det… Søvnige Øje: Lad sjælen gå, sin lise få… Stemningen er fin, smuk, let og tung på en gang. Nu må vi se om han giver slip, siger hun efter koncerten. Igen har han svært ved at slippe min hånd, da jeg takker af og siger farvel. Ka du ha det godt, siger jeg. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. 

Der er intet som musik til at rumme de følelser vi ikke ved, hvor vi skal putte hen, fik jeg sagt i løbet af koncerten. Jeg tænker videre. Bagefter er der skabt plads til nyt. I musikken kan følelsen blusse op, leve, for så at dø. I rummet mellem liv og død handler det om det ene: Tillid til at slippe. At mærke det ind til benet. En stund. Dernæst at slippe. At skabe nye rum.

Kryb

Jeg behøver ikke at kigge ned af mig selv. Jeg kan mærke det. Kryb. Lodden, ækle stive børster, skaller, brun og sort. Jeg hænger lige under kanten, og jeg tænker på alle pigerne på afdelingen. Armenes snitsår. Ar. Rækker af ar. Stemmen der råbte højt og febrilsk, så det hørtes langt nede ad gangen. “Ad! Ad! Ad! Jeg er så klam! Jeg er så klam!!” Som jeg stod der med guitaren i den tomme hyggestue, var det som om, at tiden gik i stå. Hvordan skulle lyden nogensinde kunne trænge igennem her? En stor tankeflom af ulækkerhed og bundløs mørke. Var det blot et tomt, tørt mørke. Men det her er slam. Fugtigt, indtrængende, opløsende. Tanker og hud, størknet blod og hår i en fortvivlet masse.

Jeg har det ligesom dem. Lige nu. Selvom jeg ved, at det går væk. Om et par dage. Jeg er ikke tvunget til at blive i det i månedsvis. Som springvandet på Israels plads i går. Max legede med vandet og vaskede sig i hovedet. En dreng sagde “Ved I ikke det er beskidt vand? Det er det samme vand, der løber i ring. Igen og igen. Uden at blive renset.”

Jeg aner lyset over kanten. Alle kortene lover sol og varme og ny begyndelse. Sommerfuglevinger. Men lige nu hænger jeg her og kan kun mærke krybet.

En ny frekvens

For at komme videre opad i spiralen må jeg lære at give slip på det helt rigtige tidspunkt. Det er ikke let. Det er sådan en dejlig, tryg følelse påny at følge den velkendte cirkel. Dermed; en afsindig skræmmende følelse at bevæge mig ind i på en helt ny bane. En ny lyd. En ny frekvens.

Når jeg har givet slip, svæver jeg et øjeblik i det tomme rum…

Jeg sidder på min egen ryg. Kroppen falder frit.  Jeg kan vælge at sprælle med arme og ben, råbe og skrige. Eller jeg kan lade mig falde. Det er et paradoks. Det føles som om jeg falder. Men i virkeligheden stiger jeg. Pludselig finder jeg fodfæste. Jeg er på en ny bane. Jeg synker ned i min krop og mærker hvordan vingerne -de smukke, sarte og stærke vinger vokser ud af ryggen på mig og tager fat. Mine fødder mærker banen under mig, og alligevel flyver jeg frit. Et nyt landskab. Venligt og lyst. Nu får jeg tid og rum til at lytte. Ja, den er god nok. Lyden har fået en større dybde. En overtone mere. I tomrummet fra slippet til fæstet findes kun tilliden at navigere efter. Tilliden til at alt i og omkring mig støtter min vækst.

Bi-huler og Hovedrengøring…

Jeg starter året med sygdom. Bihulebetændelse. Det har jeg aldrig haft før. Betændelsen tygger sig igennem alle mine hul-rum. Ved næsen, kæberne, bag ved øjenbrynene og i en lang kile over mit venstre øje, som var der en dolk igennem mit hovede. Jeg kan skyde en hvid pil efter at manifestere noget som helst. Bare vente og betragte denne slanges renselse af alle mine klang-rum. Jeg forventer, at rummene får en ordentlig hovedrengøring, så den lyd jeg skal lave i 2018 resonerer endnu klarere end før.

Jeg har været alle følelser igennem. Følelsen af totalt mislykkethed. Angsten for ikke at magte opgaverne. Vreden og håbløsheden. Og…at ville opgive mit liv som mor. Ungerne tricker alt det grimme; Vreden, irritationen, angsten. Jeg skammer mig. Skamfulde mor.

Som sygdommen bliver mindre smertefuld, ser jeg klarere. Jeg ser håbet i det fjerne. Jeg ser alle glæderne og alle de skøre blomster i mange farver, der vokser op igennem mit olierede træ-gulv. Mit hjem er også en frugthave af latter og kildeture, vandfald og granatæbler. Han siger med et smil: “It is crowded”. Ja, det er det. Når jeg er sort i humøret angriber mine ting mig fra alle kanter. Jeg kan kun tænke, at jeg må væk, eller at jeg må skille mig af med alt rod. Rydde op, rydde op, rydde op… Men når morgenen gryr, bliver angrebene til humør-blomster, der spirer frem de mærkeligste steder og har lange samtaler med mine børn. Jo, det er “crowded”! Det er pulserende liv! Hver gang sammentrækningen af angst og håbløshed har været der, pulserer udvidelsen til et lidt større rum end sidst. En lidt smukkere regnbue ved linden hvor jeg bor. Endnu et rum i det skæve, farverige slot, jeg har den ære at bebo. Når jeg åbner mit vindue fra tårnværelset og kigger ud over 2018, kan jeg næsten ikke beskrive, hvor smukt det er. Jeg har aldrig før set de mange frodige enge i rækker efter hinanden. At der også var bjerge i horisonten og is-klare søer, rede til endnu en spejling. Jeg ser æbletræer og kastanjen, min helt særlige ven, der sagde “Jeg elsker dig”, så klingende højt, at jeg vitterlig måtte stille mig selv spørgsmålet: kan træer tale? Om lidt åbner portene, og sammen vil vi myldre ud til al denne overflod! Hvor svært kan det være? Kom, tag min hånd, så går vi sammen…

Hvordan ville jeg se ud, hvis jeg ikke kunne se mig selv i spejlet…

Kan jeg gro ind i mine rynker? Tiden går og folderne slår og slår, Tydeligvis. Selvom jeg ikke kan mærke det. Der er SÅ mærkeligt. Den der pige på skærmen, som påstår hun er mig er umuligt i starten af tyverne, som jeg føler så stærkt. Så…hvordan kan jeg vokse ind i skrammerne. Kurverne. Det løse skind,  kalkun-halsen. Alt det, som jeg elsker hos andre;

Stregerne omkring øjnene, når hun smiler. Hendes løse arme. Maven der er så blød. Hun griner og siger, at hendes datter elsker flæsket. “Åh mor, du er så dejlig!” Og den lille kind lægges aende mod det fineste hun kender.

Vi er slet ikke lavet til at skulle ses af os selv. Narcissus-myten har lagt sin klamme pointe over os. “Unable to leave the beauty of his reflection, Narcissus lost his will to live. He stared at his reflection until he died…”

Hvordan mon jeg egentlig ville se ud, hvis jeg ikke havde muligheden for at se mig selv. Smukkere, hvis jeg havde det godt? Grimmere hvis jeg havde det skidt? En mere ærlig udlægning? Ikke så mange tanker…

Men spejlet er kommet for at blive. Så hvordan kan jeg se det og acceptere? Hvis jeg nu tager hver enkelt rynke. F.eks en af de tre nye på min kind . Lad mig prøve:

Lille spejl på væggen der

sikken herlig streg jeg ser

Lige der på kinden

minder om den lange færd,

Der gjorde mig til den jeg er

Grønnere forinden

Årene tilbagelagt

Gir mig løvets farvepragt

starter min forsvinden

Ind i grotter. Op på bjerge.

Jeg læser om helligsteder. Ofte er de gamle hulemalerier udført der, hvor hulen har den bedste akustik. Man sang. Selvfølgelig sang man. Musikken har altid været der. Jeg slingrer ud af støvede veje i min lille Fiat 500. Angst for et styrtende fjeldstykke på bilens tag. Angst for modkørende biler -der er ikke plads! Googlestemmen er velkendt, ung og dansk -et fast holdepunkt i alt det ukendte. Signalet forsvinder. Kun mig tilbage.

Jeg kan ikke finde hulen, river mig på kvisttjørnen, panikken breder sig ud i bevægelserne. Ikke et menneske i miles omkreds. Jeg kan ikke høre støj fra biler. Hvornår har jeg sidst været et sted, hvor der ikke var en eller anden motorstøj i det fjerne?

Stille. For stille?

Kære Gud, mumler jeg. Hjælp mig med at finde grotten. Mon det hjælper, når jeg at tænke …pludselig står jeg ved nedgangen til grotten.

Det er smukt, sanseligt og let. Lyset falder ind af sprækker og huller. Stensøjler skyder op som naturlige statuer. En levende scenografi. Alt andet end ordet “grotte”. For enden af den slingrende vej, ved den uddøde landsby, dybe indåndinger, vandresæk og vand,  finder jeg bunden af mit eget mørke.

En lysfest, en dans, jorden i hundrede farver, former og fornemmelser.

På toppen af bjerget ser jeg ud. Har jeg set noget mere vidstrakt? Bjerge og dale, klingende klokker fra køer og kirker bedøver mit hovede, og jeg mærker mit hjerte, der slår lidt forkert. Ude af tid. Og denne underlige sitren. Det er så smukt, men jeg blir så træt og tung, at jeg må sove nogle meter fra borgens nordvestside. Det er november, men solen varmer mig. Jeg forsvinder i tåger af flammende bål og uendelighedstegn og kædedans.

Går ned fra bjergets top med denne underlige tyngde. Finder min mintgrønne fiat og kører mod vandet, mens en træt og alt for varm krop finder hjem til sig selv igen.

Bevægelser #EneRumTour

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder de blålige fjeldrygge bag hinanden “blåner” . I eventyrene er det altid noget med “bag de 7 blåner…” Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”, og jeg var hende totalt hengiven med et trylleslag…

 

#Dag 1 -Langsomheden.

Hun er rund og god. Oppe i årene. Langsom. Som hun nøjsomt formulerer en sætning, har jeg rejst mig op sat mig ned og skævet over til mobilen flere gange. OMG hvor har jeg knald i låget! Tankerne drøner rundt, og mit solar plexus er som de der fyrværkeri-dimser, der drejer rundt om sig selv i en ustyrlig fart og skaber en ild-sol af hidsige gnister. Jeg tænker på interaktionen på facebook og instagram. Kan jeg overhovedet tåle det? Jeg trasker rundt i den smukke natur i et højt tempo. Tankerne…ned… i….jorden! Jeg… må…få…jordforbindelse! Finde ind til et roligere mig. Jeg er en rutschebane af energi, der får alt til at ske, når jeg er på toppen og skraber hele kroppen mod asfalten, når jeg når bunden (besynderligt nok går turen i slowmotion, dernede…) Støv og sorg overmander mig, og sorte tankegribbe går til angreb, prøver at nappe i mig. Jeg lukker mig om mit hjerte. Beskytter det. Ikke mere sår. Det gør så ondt.

Langsomheden. Hun henter smørret i køleskabet. Smører brødet. Lægger kniven på bordet. Går tilbage med smørret i køleskabet. Retter lidt på det, så det står som det skal. Lukker lågen. Jeg begynder at falde til ro. Prøver at være i langsomheden.

 

#Dag 2 -Fortællinger

Hører magiske fortællinger fra det virkelige liv. Rund, glad mand fortæller. Det rammer mig. Eventyret er lige rundt om hjørnet. Du skal bare tage fat i det og være i det med nysgerrighed og glæde. Mennesker der fylder, fordi de har så meget på hjerte. Fra et glædesfyldt sted. Ikke for at fylde egoets angste tomrum.

Mennesker der lytter. Smukt. Se de opmærksomme hoveder, der suger til sig i stille fryd.

Det flyder ud i rummet. Kærligheden. Ordets magiske kraft. Vi er sammen i fortællingen. Vi tænker, at vi er der sammen. Vi griner og forbløffes i det samme rum. Jeg accepterer, at jeg har et rum, som ingen nogensinde vil kunne være i sammen med mig. Men dette andet rum kan vi alle koble os på og være i sammen. Tak.

 

#Dag 3 -Tomhed

Tomhed. Tyngde. Mørke. Eftertænksomhed efter magisk koncert. Det var magisk. Vi var der sammen. Det var specielt. Jeg hader det, men jeg må…overgå til opladningen. Til gummi-livet, der hvor jeg summer rundt og ikke tænker nogle særlige tanker.

Jeg synes folk er dumme. Jeg synes jeg selv er dum. Jeg ser mig selv som verdens sureste og mørkeste menneske. Jeg tænker, at jeg er en, der aldrig griner og aldrig får folk til at grine. Humor. Mere grin -JA! Lad nu vær’ med at slå mig selv oven i hovedet. Av! La vær’! Av! La vær´!…

 

#Dag 4 -Energi

Jeg har fået noget nyt pulver. Det skal drikkes morgen, middag og aften. Er jeg reddet nu? Tænk hvis alt blev løst..løst op i vand. At drikke og mærke sorgen fordampe i glædesrus! Pulver eller ej. Nyt udsyn blev serveret, og jeg mærker den der taknemmelighed. Kontakten. Glæden. Begynder at savne det derhjemme. De små barnehænder. Små barnetænder. Tænder der tygger sig igennem livet. Smager på det hele. Lydens vogtere. Åbn det hele op på vid gab, lad livet flyde ind og dæmonerne flyde ud. En helt naturlig udskillelsesproces. Men …du skal turde åbne munden, lille barn. Jeg forstår det kan være svært, når jeg hele tiden be´r dig om at være stille. Undskyld. Jeg arbejder på det.

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder det “blåner”, når man ser de blålige fjeldrygge bag hinanden. I eventyrene er det altid noget med bag de 7 blåner… Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”. Vakkert.

 

#Dag 5 At miste og at vokse.

Hun siger uden den mindste tvivl “Jeg har oplevet kærligheden”På falderebet får jeg en kærlighedshistorie, der får mig til at ligge søvnløs, og får mine egne kærlighedssorger til at blegne. Det er som om kærligheden trives i en umulig søgang gennem stormen. Det er først der vi virkelig mærker den. Hvor er vi begrænsede -os mennesker- i den evindelige søgen efter at holde behageligheder fast. Kærligheden vil ikke holdes fast! Den vil være fri!

At åbne min hånd, at stå der. Skrøbelig. Mærke mit sorte, krampende solar plexus, der evigt og altid kæmper med følelsen af værdiløshed. I rystelserne fra jordens grund, åbne, -forsigtigt, så sommerfuglen ikke mister sit vingestøv. At puste den vågen. Varsomt. Se… Du kan flyve. Du er fri.

 

sorgens træ…

Møder. Kontakt. Mennesker, der som jeg søger… Jeg ser sorg. Sorgen er stor derude. Wow, hvor er den stor. Og som jeg tør tygge mig en smule igennem min egen sorg, vokser der et træ inden i mig med rødder store og tykke, og en krone der breder sig og gir mig selv lidt tiltrængt skygge. Jeg er et træ med rødder og krone, og efterhånden er jeg ligeglad med hvad der vender op og ned. Jeg er tilstede foroven og forneden, og i det der er imellem.

Jeg kigger ud på andre træer, og ser træthed og mørke, og så ser jeg det glimt, som gør os til noget særligt. Alle os væsener. Glæden ved livet, trods alt.