Solitude

solitude gives us the space

to exercise the patience we need

to develop a true inner life

from Gregory B. Sadlers lectures on RILKE

Når lykke falder…

Forårets lettede suk. I min lykkerus falder jeg på rulleskøjter og slår min højre arm. Den er ikke umiddelbart brækket og heller ikke forstuvet, men når jeg bruger den for meget, gør det allerhelvedes ondt. Ergo; jeg skal bruge venstre hånd. Men godt det samme for vinterens forberedelser har prepareret jorden dybt i min sjæl . Jeg skal ikke bruge kræfter mere. Nu skal det bare folde sig ud og gå sin gang. Jeg læner mig tilbage. Med armen i slyngen nyder jeg frøene, der spirer på mit lille stykke grønt foran min lejlighed. Jeg kan sætte flueben ved det meste. Friheden, kærligheden, kunsten. Det er en mærkelig fornemmelse. Ikke at skulle nå noget.

Resonans

At hænge sammen. Resonans. Latter. At være to der oplever, hvordan det hænger sammen. Sammenblanding. Dark Mix fra Haribo. En ny elsket blanding. Hele min krop værker af ømhed. En ny, blød seng hvor jeg hele tiden er på vej, triller og triller rundt i bevidstheder, kroppe, legemer med og uden skorpe. Hvad skal det hele til for? Begynder at se hvor mange kroppe, der slæber sig, og at musikken skaber lethed for en stund. Men nogle gange også frø i hjertet, der vokser og bliver til egne små, svingende instrumenter. At skabe nye orkestre. Musik der spiller videre selv… så blir det til noget. Noget som det hele kan være til for. 

Summende Liv

Jeg blander døden ind i livet. Jo mere af dødens malurt jeg tør indtage jo mere balance. Jeg forbereder mig. Jeg husker at angsten for døden blev stor i forestillingen om det uvisse på den anden side. Men døden er lige her ved hånden. Døden er min forestilling om den perfekte relation, der langsomt siver ud igennem fingrene. Jeg gir slip. Noget i mig dør. Det sorte får lov til at blande sig med alle farverne. Det hele bliver mudret for en stund. Jeg sidder på stranden og studerer sandkorn. Hver for sig. En og en. Der er jeg midt i en sandbanke. Nu er jeg væk. Og det er fint. For jeg ved, at jeg stadig er der et eller andet sted. Jeg summer EneRummet frem. Jeg summer, så jeg kan være mere mig, -mere sand (-færdig), og i stand til at møde et blik. Dit blik. Til sidst kan summen af mig møde dig, uden at jeg fristes til at forsvinde i dine flødefavnende øjne. De er ikke for mig at blandes i. Men vi kan mødes i en knivskarp spejlflade til forundring og morskab. Spejlkabinettet. Jeg går ud af spejlkabinettet igen. Summer videre. Summer med energien og mærker, at jeg er levende, fordi jeg hele tiden tillader noget i mig at dø.

FællesRum

Carsten Dahl fortæller om evigheden. At han anslår den, inden han anslår tonen. Jeg forstår det fuldstændigt. Jeg ved jeg gør det samme, selvom jeg ikke ved hvordan. Alle disse krøllede menneskesind jeg møder på min vej. Vi snakker i øst og vest om vores søgen, og inderst inde ved vi, at det er såre simpelt. Vi kan ikke se skoven for bare træer. Det er derfor musikken er så vigtig nu i denne tid. Som religionerne og dogmerne afvikles, hvad står da det skælvende menneske tilbage med? Musikken. Den inderlige musik. Der hvor følelsen kombineres med videnskaben. Opøvelsen af en kunnen bygget på et talent. Når du opløser din kunnen og lader den synke til bunden af rygsøjlen som noget næsten glemt, men stadig erfaret, kan du gi dig hen i musikkens frie og sensitive leg med følelser, intention, eftertænkomhed og væren. Aktiv og passiv i en evig dans, der flyder, fordi det er musik! Men først når præstationen falder til jorden kan musikken spille og dansen med evigheden begynde.

Dødens Sommerfugl

Høsten kommer. Skærer vingerne af og jeg lægger mig til hvile. Wow sikke et ridt! Er jeg stadig en sommerfugl, nu hvor vingerne er væk? Kan jeg have tillid til, at nye vinger vil komme efter mit tiltrængte puppestadie?

Endnu engang slipper jeg alle forestillinger og synker ned i massen. Det sorte hul, der slet ikke er så sort. Lyden summer af nye begyndelser, ikke helt lysgnister endnu. Ingen vished, blot en summen. Vibrerende lyd, så pianissimo, at det næsten ikke er. Men det er og vil altid være. Kun livet kommer og går, danser med døden og musikken sætter døren i sving.

I rummet mellem liv og død

Hun spørger om jeg vil komme og spille. Igen. Hospice-koncerten var ikke nok; Han vil gerne opleve musikken en gang til, inden han forlader dette liv.

Jeg overvejer det en ekstra gang. Det er svært at gentage en afskedskoncert. Men jeg siger ja. Denne gang er det hjemme hos familien. Han har snakket om koncerten i flere dage ind imellem hallucinationerne, fortæller hun. Hver aften har han troet, at det var tid til koncert.

Han ligger i en sygeseng midt i stuen. Der er flere mennesker end jeg havde troet. Ca 30 personer er fordelt rundt omkring. Jeg hilser ham med et håndtryk. Han har svært ved at slippe min hånd. Nu er du jo næsten en del af familien, siger han spagt. Jeg spiller. Mest Sebastian-sange, et par EneRum. Flere af sangene er næsten ikke til at bære. Rose: Vi reder din seng…du var så træt, da du tog på vej… Måske ku vi: Jeg tror jeg er for træt nu til det… Søvnige Øje: Lad sjælen gå, sin lise få… Stemningen er fin, smuk, let og tung på en gang. Nu må vi se om han giver slip, siger hun efter koncerten. Igen har han svært ved at slippe min hånd, da jeg takker af og siger farvel. Ka du ha det godt, siger jeg. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. 

Der er intet som musik til at rumme de følelser vi ikke ved, hvor vi skal putte hen, fik jeg sagt i løbet af koncerten. Jeg tænker videre. Bagefter er der skabt plads til nyt. I musikken kan følelsen blusse op, leve, for så at dø. I rummet mellem liv og død handler det om det ene: Tillid til at slippe. At mærke det ind til benet. En stund. Dernæst at slippe. At skabe nye rum.

Kryb

Jeg behøver ikke at kigge ned af mig selv. Jeg kan mærke det. Kryb. Lodden, ækle stive børster, skaller, brun og sort. Jeg hænger lige under kanten, og jeg tænker på alle pigerne på afdelingen. Armenes snitsår. Ar. Rækker af ar. Stemmen der råbte højt og febrilsk, så det hørtes langt nede ad gangen. “Ad! Ad! Ad! Jeg er så klam! Jeg er så klam!!” Som jeg stod der med guitaren i den tomme hyggestue, var det som om, at tiden gik i stå. Hvordan skulle lyden nogensinde kunne trænge igennem her? En stor tankeflom af ulækkerhed og bundløs mørke. Var det blot et tomt, tørt mørke. Men det her er slam. Fugtigt, indtrængende, opløsende. Tanker og hud, størknet blod og hår i en fortvivlet masse.

Jeg har det ligesom dem. Lige nu. Selvom jeg ved, at det går væk. Om et par dage. Jeg er ikke tvunget til at blive i det i månedsvis. Som springvandet på Israels plads i går. Max legede med vandet og vaskede sig i hovedet. En dreng sagde “Ved I ikke det er beskidt vand? Det er det samme vand, der løber i ring. Igen og igen. Uden at blive renset.”

Jeg aner lyset over kanten. Alle kortene lover sol og varme og ny begyndelse. Sommerfuglevinger. Men lige nu hænger jeg her og kan kun mærke krybet.

En ny frekvens

For at komme videre opad i spiralen må jeg lære at give slip på det helt rigtige tidspunkt. Det er ikke let. Det er sådan en dejlig, tryg følelse påny at følge den velkendte cirkel. Dermed; en afsindig skræmmende følelse at bevæge mig ind i på en helt ny bane. En ny lyd. En ny frekvens.

Når jeg har givet slip, svæver jeg et øjeblik i det tomme rum…

Jeg sidder på min egen ryg. Kroppen falder frit.  Jeg kan vælge at sprælle med arme og ben, råbe og skrige. Eller jeg kan lade mig falde. Det er et paradoks. Det føles som om jeg falder. Men i virkeligheden stiger jeg. Pludselig finder jeg fodfæste. Jeg er på en ny bane. Jeg synker ned i min krop og mærker hvordan vingerne -de smukke, sarte og stærke vinger vokser ud af ryggen på mig og tager fat. Mine fødder mærker banen under mig, og alligevel flyver jeg frit. Et nyt landskab. Venligt og lyst. Nu får jeg tid og rum til at lytte. Ja, den er god nok. Lyden har fået en større dybde. En overtone mere. I tomrummet fra slippet til fæstet findes kun tilliden at navigere efter. Tilliden til at alt i og omkring mig støtter min vækst.

Bi-huler og Hovedrengøring…

Jeg starter året med sygdom. Bihulebetændelse. Det har jeg aldrig haft før. Betændelsen tygger sig igennem alle mine hul-rum. Ved næsen, kæberne, bag ved øjenbrynene og i en lang kile over mit venstre øje, som var der en dolk igennem mit hovede. Jeg kan skyde en hvid pil efter at manifestere noget som helst. Bare vente og betragte denne slanges renselse af alle mine klang-rum. Jeg forventer, at rummene får en ordentlig hovedrengøring, så den lyd jeg skal lave i 2018 resonerer endnu klarere end før.

Jeg har været alle følelser igennem. Følelsen af totalt mislykkethed. Angsten for ikke at magte opgaverne. Vreden og håbløsheden. Og…at ville opgive mit liv som mor. Ungerne tricker alt det grimme; Vreden, irritationen, angsten. Jeg skammer mig. Skamfulde mor.

Som sygdommen bliver mindre smertefuld, ser jeg klarere. Jeg ser håbet i det fjerne. Jeg ser alle glæderne og alle de skøre blomster i mange farver, der vokser op igennem mit olierede træ-gulv. Mit hjem er også en frugthave af latter og kildeture, vandfald og granatæbler. Han siger med et smil: “It is crowded”. Ja, det er det. Når jeg er sort i humøret angriber mine ting mig fra alle kanter. Jeg kan kun tænke, at jeg må væk, eller at jeg må skille mig af med alt rod. Rydde op, rydde op, rydde op… Men når morgenen gryr, bliver angrebene til humør-blomster, der spirer frem de mærkeligste steder og har lange samtaler med mine børn. Jo, det er “crowded”! Det er pulserende liv! Hver gang sammentrækningen af angst og håbløshed har været der, pulserer udvidelsen til et lidt større rum end sidst. En lidt smukkere regnbue ved linden hvor jeg bor. Endnu et rum i det skæve, farverige slot, jeg har den ære at bebo. Når jeg åbner mit vindue fra tårnværelset og kigger ud over 2018, kan jeg næsten ikke beskrive, hvor smukt det er. Jeg har aldrig før set de mange frodige enge i rækker efter hinanden. At der også var bjerge i horisonten og is-klare søer, rede til endnu en spejling. Jeg ser æbletræer og kastanjen, min helt særlige ven, der sagde “Jeg elsker dig”, så klingende højt, at jeg vitterlig måtte stille mig selv spørgsmålet: kan træer tale? Om lidt åbner portene, og sammen vil vi myldre ud til al denne overflod! Hvor svært kan det være? Kom, tag min hånd, så går vi sammen…