Labyrinten i Chartres

En af mine største rum-oplevelser var i katedralen Chartres syd for Paris. Kirken har for det første en vidunderlig klang, og jeg var så heldig at opleve et lille kor synge vesper den første gang jeg var der. Vidunderlig smukt.

I gulvet lidt inde i kirken er der med farvede sten skabt en gigantisk labyrint, som man i middelalderen benyttede under ceremonierne. Man dansede sig vej gennem labyrinten, og når man var nået ind til midten, havde man viklet sig ud af alt det indviklede (labyrinten kunne i øvrigt godt ligne en stor hjerne), og var nu klar til at gå ind i Guds hus. Kroppen arbejdede med rummet, ud i alle afkroge af kaos, for tilsidst at ende renset og mere harmonisk i midten klar til at gå op ad kirkegangen. Kirken var oprindelig ikke tænkt med siddepladser; man gik rundt og brugte i højere grad kirken til dans og sang i hele rummet. Uh det gør mig helt lykkelig at tænke på!

Labyrinten er i øvrigt i mål identisk med frontfacadens Rose Window, som hvis man lagde væggen ned ville ramme præcis oveni labyrinten. Man kan bruge et liv på detaljerne, symbolerne, numerologien, og lyden i chartres og andre katedraler og templer i det hele taget. Tænk, som man har bygget og gjort sit ypperste for at hylde de højere magter.

At åndedrage…meningen med alt!

Jeg har for nyligt hørt en interessant udlægning af meningen med det hele! Den, som jeg evig og altid er på jagt efter…:-) Men faktisk …efter jeg hørte dette, er jeg det for tiden i mindre grad. Altså; Gud er en altomfavnende bevidsthed (ikke noget nyt), der startede alting i sin tid med et “Breath” -åndedrag (Ikke noget nyt) -og derefter er vi i gang… Herefter vil bevidstheden kun en ting: Udfolde sig i så mange former og udtryk som muligt (nyt!) -altså det eneste Gud vil er, at åndedrage så mangefacetteret som muligt. Dvs intet er forkert og alting er et udtryk for nysgerrighed. Sjælen vil, som repræsentant for den store bevidsthed, søge så mange erfaringer som muligt! Dermed bliver det også relevant IKKE at gentage sig selv unødigt, da det vil hindre nye erfaringer i at få liv. Hvad tænker du?

Natterummet

At tumle ud af natterummet ind i morgenskrål og taskefight. Ur der tikker, bomber tikker, ingen tid til hjertemærk, bare fremad fremad fremad.

KL 12 lukker ballet. Statsministeren har lidende tornede øjne. Hvem bærer alles synder, der hænges skal på korset. Er noget glemt? Glemt i faldet gennem himle.

Jeg sidder her med min lilla hue, selvklippet spundet og strikket af Carin, som kender til tid. Tid som en hyggelig ven, en gåtur en klar vintermorgen -et møde med dagen… Hvad har du på hjerte?

Rummet

Jeg elsker rummet. Det ved jeg allerede. Duften af porøse vægge og ludbehandlet trægulv smelter sammen med lysets mildhed. Et svagt rosa skær fra de mange brogede sten i røde og grå nuancer gør luften tyk og sval på en gang. Det er et mættet rum. Og samtidig så lyst og let, at jeg får lyst til at blande mig. Kan jeg blive en del af rummet? Kan jeg folde mig ud og blende ind? 

Men hvem er jeg? Hvad er det, der trænger til at blive foldet ud her i dette venlige rum?

Mine tasker med mikrofoner, zoomrecorder, madpakke osv. står midt i rummet. Det fylder og ser grimt ud. Hvor skal jeg gøre af det? Forstyrrer allerede. Kompromiset bliver at stille tasker, og alt hvad der ikke lige skal bruges ud i trappeopgangen. Resten stilles møjsommeligt op og får sin helt særlige plads. Zoomrecorder midt på gulvet. Ledningerne lagt i frie, kreative streger, men rent -ikke kaotisk.

En mikrofon til stemmen, en til guitaren og 3 til rummet. Det vil aldrig være muligt at gengive min oplevelse af rummet her og nu, men jeg kan nærme mig. Og i forsøget på at gøre det så rent som muligt, lærer jeg det forhåbentlig, -det jeg så gerne vil lære: at lytte til det som er…

Stilheden er der altid…

Stilheden er der altid. Den er ikke adskilt fra lyden. Den er en del af støjen ligesom støjen er en del af stilheden. Og sådan bølger det ind og ud i hinanden -en evig pulseren. Blodet er altid tilstede blot med mere elller mindre tryk. Vejret trækkes, altid på vej ind eller ud, men altid der et sted. Som energien. Den er der altid. Inde i kroppen og udenfor. Gud er der altid. I stilheden og i stormen. Der er ingen adskillelse. Blot ord, der skærer livet op, så vi kan forme og fixe og slutteligt erkende, at sproget ikke slog til.

Så syng dog klode…syng!

Fabulerende og famlende falder jeg ind i 2020 med et fantastisk brag. Frihed. Endelig fri! Gamle drager viser grimme fjæs og maser mig tæt, så tæt jeg kan mases mod lydmuren. Men drager og traumer kan brage og bumle, fabulere og tumle. Der er ikke længere nogen tvivl. Jeg er fri! Jeg har arbejdet på sagen, og livet har skænket mig i overflod. Her sidder jeg og trækker vejret ved det gamle skrivebord, jeg hentede i Athinas lade, for det der føles som en livstid siden. Små ti år er selvfølgelig også et liv; Antal livsår på min dreng, som stadig kæmper med at sætte sine ben på jorden. At sætte ben på jorden, så det har ben at gå på -livet. Og ikke bare er meningsløst. Men kigger man sig omkring, er det det vel en sjældenhed at se. Meningsfulde ben. Vi er på randen som samfund, og der er ikke andet for end at trække arbejdshandsken på. Men det kan gøres med glæde og frihed. Sangen gir mening. Musikken løser mysteriet for os. Så syng dog… klode… syng!

Solitude

solitude gives us the space

to exercise the patience we need

to develop a true inner life

from Gregory B. Sadlers lectures on RILKE

Når lykke falder…

Forårets lettede suk. I min lykkerus falder jeg på rulleskøjter og slår min højre arm. Den er ikke umiddelbart brækket og heller ikke forstuvet, men når jeg bruger den for meget, gør det allerhelvedes ondt. Ergo; jeg skal bruge venstre hånd. Men godt det samme for vinterens forberedelser har prepareret jorden dybt i min sjæl . Jeg skal ikke bruge kræfter mere. Nu skal det bare folde sig ud og gå sin gang. Jeg læner mig tilbage. Med armen i slyngen nyder jeg frøene, der spirer på mit lille stykke grønt foran min lejlighed. Jeg kan sætte flueben ved det meste. Friheden, kærligheden, kunsten. Det er en mærkelig fornemmelse. Ikke at skulle nå noget.

Resonans

At hænge sammen. Resonans. Latter. At være to der oplever, hvordan det hænger sammen. Sammenblanding. Dark Mix fra Haribo. En ny elsket blanding. Hele min krop værker af ømhed. En ny, blød seng hvor jeg hele tiden er på vej, triller og triller rundt i bevidstheder, kroppe, legemer med og uden skorpe. Hvad skal det hele til for? Begynder at se hvor mange kroppe, der slæber sig, og at musikken skaber lethed for en stund. Men nogle gange også frø i hjertet, der vokser og bliver til egne små, svingende instrumenter. At skabe nye orkestre. Musik der spiller videre selv… så blir det til noget. Noget som det hele kan være til for. 

Summende Liv

Jeg blander døden ind i livet. Jo mere af dødens malurt jeg tør indtage jo mere balance. Jeg forbereder mig. Jeg husker at angsten for døden blev stor i forestillingen om det uvisse på den anden side. Men døden er lige her ved hånden. Døden er min forestilling om den perfekte relation, der langsomt siver ud igennem fingrene. Jeg gir slip. Noget i mig dør. Det sorte får lov til at blande sig med alle farverne. Det hele bliver mudret for en stund. Jeg sidder på stranden og studerer sandkorn. Hver for sig. En og en. Der er jeg midt i en sandbanke. Nu er jeg væk. Og det er fint. For jeg ved, at jeg stadig er der et eller andet sted. Jeg summer EneRummet frem. Jeg summer, så jeg kan være mere mig, -mere sand (-færdig), og i stand til at møde et blik. Dit blik. Til sidst kan summen af mig møde dig, uden at jeg fristes til at forsvinde i dine flødefavnende øjne. De er ikke for mig at blandes i. Men vi kan mødes i en knivskarp spejlflade til forundring og morskab. Spejlkabinettet. Jeg går ud af spejlkabinettet igen. Summer videre. Summer med energien og mærker, at jeg er levende, fordi jeg hele tiden tillader noget i mig at dø.