Tinnitus er den lægelige betegnelse for øresusen…

Jeg har en dybfryser i mit venstre øre. Når jeg bliver stresset går den i stykker, hoster og harker, tænder og slukker i et væk. Den har en vægt. Jeg får lyst til at hælde hovedet en smule mod venstre, men jeg ved, at det er noget pjat. Det hele er noget pjat. Hvordan skal vi nogensinde kunne lokalisere en dybfryser i mit venstre øre? Jeg er træt. Jeg er ikke i rum med dem, jeg taler med. Jeg er kun i rum med min fryser. Hvor nærværende er det lige?

Men den er vel harmløs? Jeg kan høre alting, og det er ikke en høj pibetone, som andres tinnitusser. Ergo er det da til at leve med?

Jeg, mig selv, der hører, hører noget andet af mig selv, som jeg ikke forstår. Den skaber fokus på et indre rum og en indre kamp.

Vi, du og jeg, elskede,  fik kontakt igen, og nu er den næsten helt væk -fryseren. Måske er der ikke plads til et stort, åbent hjerte og en fryser på samme tid…

Lyden, når køleskabet lukker…

Lyden, når køleskabet lukker. Af elkedelen, som den akkurat er kogt af. At jeg griber håndtaget, løfter kedelen fra sin plastic-dimse-bund, og hælder vand op i koppen.

Lyden af mine slæbende sutsko henover gulvet. Det er verdens mest velkendte lyde. Trygheds lyde.

Lyden af min elskedes vejr. En let piben gennem næsen. Den kategoriske hosten i blandt.

Lyden af børn, der vender sig i et lidt for stift sengetøj. Lyden af min thekop, når jeg stiller den på bordet. Af tasterne, når jeg skriver i dette nu.

Sirener i baggrunden. Overboens TV. Af mine negle mod min hovedbund. Den lyd er faktisk høj -indeni… Men vi har lært, at den ikke er det for andre.

Det at lytte skaber rum, og vi har brug for rum omkring os. Jeg har brug for plads til mine tanker. Jeg har brug for at mærke, hvordan jeg egentlig har det. Når jeg lytter til de små ting i rummet, og rummene udenom rummet, skaber jeg plads.

Til koncerterne:

Når I lytter til min stemme, vil jeg bede jer mærke rummet også. Mind jer selv om det engang i mellem, så blir der skabt plads til nyt, til følelserne, når de er der, og den skønne tomhed, når den kortvarigt etableres.

Kommer der en uventet lyd i rummet, en skrabende stol, et host… så lad det være en gave. Den husker os på rummet og gir os en ny opmærksomhed.

på Solitudevej….

En klog kone opfordrede mig til at søge indad noget tid, for at mærke hvad jeg egentlig ville med min musik. Efter to år er jeg klar til at  præsentere og dele EneRummet. For hvad der syntes som angstprovokerende og farligt; at dyrke ensomheden, blev til en gave af dimensioner, jeg ikke havde forudset.