Skin Sol

Skin sol. På min krop. På min hud. Gå ned i cellerne, forny dem! Der er nemlig sket det, at jeg er blevet ældre. Ja! Og tænk, jeg blev helt forskrækket, da jeg kiggede på min hånd forleden. Af de mange store spørgsmål man kan stille sig selv i livet, synes jeg, det her må være et af de største; Hvordan kan det dog være, at vi mennesker nægter at følge naturens gang i en sådan grad, at vi skræmmes fra vid og sans, når forandring indtræffer??

Hånden hænger på bilrattet som en andens. Det kan da ikke passe, at det der er min hånd. MIN hånd har ikke den tørre, tynd-rynkede hud der! Men det er mig. For hvem skulle ellers dreje bilen ind i indkørslen på den sædvanlige, småstressede vis om ikke netop denne mærkværdige klump hændelser; Mig.

Samtalen

“Ka man skrive sig ud af denne her tid vi er i?”

“Ja”, hvisker ordene. “Det er jo det vi er her for”.

“Jeg troede måske, I var her for at gi mig nyhedsopdateringer”, hoster jeg akavet.

“Jeg troede måske det ville gi mening at følge jer derind… i den mani”.

“Vi er her for at lege”, siger I.

“Jamen tiden er så tung… det…”

“Netop derfor!”, siger I og springer op og ned

En af jer slår en vejrmølle.

Vejrmølleordet gnistrer med øjnene og strækker sig kælent ud i friheden.

“Jeg ved godt I venter på mig…

Jeg glæder mig helt vildt til den dag vi for alvor smelter sammen”

I smiler over hele ordet.

At åndedrage…meningen med alt!

Jeg har for nyligt hørt en interessant udlægning af meningen med det hele! Den, som jeg evig og altid er på jagt efter…:-) Men faktisk …efter jeg hørte dette, er jeg det for tiden i mindre grad. Altså; Gud er en altomfavnende bevidsthed (ikke noget nyt), der startede alting i sin tid med et “Breath” -åndedrag (Ikke noget nyt) -og derefter er vi i gang… Herefter vil bevidstheden kun en ting: Udfolde sig i så mange former og udtryk som muligt (nyt!) -altså det eneste Gud vil er, at åndedrage så mangefacetteret som muligt. Dvs intet er forkert og alting er et udtryk for nysgerrighed. Sjælen vil, som repræsentant for den store bevidsthed, søge så mange erfaringer som muligt! Dermed bliver det også relevant IKKE at gentage sig selv unødigt, da det vil hindre nye erfaringer i at få liv. Hvad tænker du?

Natterummet

At tumle ud af natterummet ind i morgenskrål og taskefight. Ur der tikker, bomber tikker, ingen tid til hjertemærk, bare fremad fremad fremad.

KL 12 lukker ballet. Statsministeren har lidende tornede øjne. Hvem bærer alles synder, der hænges skal på korset. Er noget glemt? Glemt i faldet gennem himle.

Jeg sidder her med min lilla hue, selvklippet spundet og strikket af Carin, som kender til tid. Tid som en hyggelig ven, en gåtur en klar vintermorgen -et møde med dagen… Hvad har du på hjerte?

Rummet

Jeg elsker rummet. Det ved jeg allerede. Duften af porøse vægge og ludbehandlet trægulv smelter sammen med lysets mildhed. Et svagt rosa skær fra de mange brogede sten i røde og grå nuancer gør luften tyk og sval på en gang. Det er et mættet rum. Og samtidig så lyst og let, at jeg får lyst til at blande mig. Kan jeg blive en del af rummet? Kan jeg folde mig ud og blende ind? 

Men hvem er jeg? Hvad er det, der trænger til at blive foldet ud her i dette venlige rum?

Mine tasker med mikrofoner, zoomrecorder, madpakke osv. står midt i rummet. Det fylder og ser grimt ud. Hvor skal jeg gøre af det? Forstyrrer allerede. Kompromiset bliver at stille tasker, og alt hvad der ikke lige skal bruges ud i trappeopgangen. Resten stilles møjsommeligt op og får sin helt særlige plads. Zoomrecorder midt på gulvet. Ledningerne lagt i frie, kreative streger, men rent -ikke kaotisk.

En mikrofon til stemmen, en til guitaren og 3 til rummet. Det vil aldrig være muligt at gengive min oplevelse af rummet her og nu, men jeg kan nærme mig. Og i forsøget på at gøre det så rent som muligt, lærer jeg det forhåbentlig, -det jeg så gerne vil lære: at lytte til det som er…

Stilheden er der altid…

Stilheden er der altid. Den er ikke adskilt fra lyden. Den er en del af støjen ligesom støjen er en del af stilheden. Og sådan bølger det ind og ud i hinanden -en evig pulseren. Blodet er altid tilstede blot med mere elller mindre tryk. Vejret trækkes, altid på vej ind eller ud, men altid der et sted. Som energien. Den er der altid. Inde i kroppen og udenfor. Gud er der altid. I stilheden og i stormen. Der er ingen adskillelse. Blot ord, der skærer livet op, så vi kan forme og fixe og slutteligt erkende, at sproget ikke slog til.

Solitude

solitude gives us the space

to exercise the patience we need

to develop a true inner life

from Gregory B. Sadlers lectures on RILKE

Summende Liv

Jeg blander døden ind i livet. Jo mere af dødens malurt jeg tør indtage jo mere balance. Jeg forbereder mig. Jeg husker at angsten for døden blev stor i forestillingen om det uvisse på den anden side. Men døden er lige her ved hånden. Døden er min forestilling om den perfekte relation, der langsomt siver ud igennem fingrene. Jeg gir slip. Noget i mig dør. Det sorte får lov til at blande sig med alle farverne. Det hele bliver mudret for en stund. Jeg sidder på stranden og studerer sandkorn. Hver for sig. En og en. Der er jeg midt i en sandbanke. Nu er jeg væk. Og det er fint. For jeg ved, at jeg stadig er der et eller andet sted. Jeg summer EneRummet frem. Jeg summer, så jeg kan være mere mig, -mere sand (-færdig), og i stand til at møde et blik. Dit blik. Til sidst kan summen af mig møde dig, uden at jeg fristes til at forsvinde i dine flødefavnende øjne. De er ikke for mig at blandes i. Men vi kan mødes i en knivskarp spejlflade til forundring og morskab. Spejlkabinettet. Jeg går ud af spejlkabinettet igen. Summer videre. Summer med energien og mærker, at jeg er levende, fordi jeg hele tiden tillader noget i mig at dø.

Kryb

Jeg behøver ikke at kigge ned af mig selv. Jeg kan mærke det. Kryb. Lodden, ækle stive børster, skaller, brun og sort. Jeg hænger lige under kanten, og jeg tænker på alle pigerne på afdelingen. Armenes snitsår. Ar. Rækker af ar. Stemmen der råbte højt og febrilsk, så det hørtes langt nede ad gangen. “Ad! Ad! Ad! Jeg er så klam! Jeg er så klam!!” Som jeg stod der med guitaren i den tomme hyggestue, var det som om, at tiden gik i stå. Hvordan skulle lyden nogensinde kunne trænge igennem her? En stor tankeflom af ulækkerhed og bundløs mørke. Var det blot et tomt, tørt mørke. Men det her er slam. Fugtigt, indtrængende, opløsende. Tanker og hud, størknet blod og hår i en fortvivlet masse.

Jeg har det ligesom dem. Lige nu. Selvom jeg ved, at det går væk. Om et par dage. Jeg er ikke tvunget til at blive i det i månedsvis. Som springvandet på Israels plads i går. Max legede med vandet og vaskede sig i hovedet. En dreng sagde “Ved I ikke det er beskidt vand? Det er det samme vand, der løber i ring. Igen og igen. Uden at blive renset.”

Jeg aner lyset over kanten. Alle kortene lover sol og varme og ny begyndelse. Sommerfuglevinger. Men lige nu hænger jeg her og kan kun mærke krybet.

En ny frekvens

For at komme videre opad i spiralen må jeg lære at give slip på det helt rigtige tidspunkt. Det er ikke let. Det er sådan en dejlig, tryg følelse påny at følge den velkendte cirkel. Dermed; en afsindig skræmmende følelse at bevæge mig ind i på en helt ny bane. En ny lyd. En ny frekvens.

Når jeg har givet slip, svæver jeg et øjeblik i det tomme rum…

Jeg sidder på min egen ryg. Kroppen falder frit.  Jeg kan vælge at sprælle med arme og ben, råbe og skrige. Eller jeg kan lade mig falde. Det er et paradoks. Det føles som om jeg falder. Men i virkeligheden stiger jeg. Pludselig finder jeg fodfæste. Jeg er på en ny bane. Jeg synker ned i min krop og mærker hvordan vingerne -de smukke, sarte og stærke vinger vokser ud af ryggen på mig og tager fat. Mine fødder mærker banen under mig, og alligevel flyver jeg frit. Et nyt landskab. Venligt og lyst. Nu får jeg tid og rum til at lytte. Ja, den er god nok. Lyden har fået en større dybde. En overtone mere. I tomrummet fra slippet til fæstet findes kun tilliden at navigere efter. Tilliden til at alt i og omkring mig støtter min vækst.