At åndedrage…meningen med alt!

Jeg har for nyligt hørt en interessant udlægning af meningen med det hele! Den, som jeg evig og altid er på jagt efter…:-) Men faktisk …efter jeg hørte dette, er jeg det for tiden i mindre grad. Altså; Gud er en altomfavnende bevidsthed (ikke noget nyt), der startede alting i sin tid med et “Breath” -åndedrag (Ikke noget nyt) -og derefter er vi i gang… Herefter vil bevidstheden kun en ting: Udfolde sig i så mange former og udtryk som muligt (nyt!) -altså det eneste Gud vil er, at åndedrage så mangefacetteret som muligt. Dvs intet er forkert og alting er et udtryk for nysgerrighed. Sjælen vil, som repræsentant for den store bevidsthed, søge så mange erfaringer som muligt! Dermed bliver det også relevant IKKE at gentage sig selv unødigt, da det vil hindre nye erfaringer i at få liv. Hvad tænker du?

Natterummet

At tumle ud af natterummet ind i morgenskrål og taskefight. Ur der tikker, bomber tikker, ingen tid til hjertemærk, bare fremad fremad fremad.

KL 12 lukker ballet. Statsministeren har lidende tornede øjne. Hvem bærer alles synder, der hænges skal på korset. Er noget glemt? Glemt i faldet gennem himle.

Jeg sidder her med min lilla hue, selvklippet spundet og strikket af Carin, som kender til tid. Tid som en hyggelig ven, en gåtur en klar vintermorgen -et møde med dagen… Hvad har du på hjerte?

Rummet

Jeg elsker rummet. Det ved jeg allerede. Duften af porøse vægge og ludbehandlet trægulv smelter sammen med lysets mildhed. Et svagt rosa skær fra de mange brogede sten i røde og grå nuancer gør luften tyk og sval på en gang. Det er et mættet rum. Og samtidig så lyst og let, at jeg får lyst til at blande mig. Kan jeg blive en del af rummet? Kan jeg folde mig ud og blende ind? 

Men hvem er jeg? Hvad er det, der trænger til at blive foldet ud her i dette venlige rum?

Mine tasker med mikrofoner, zoomrecorder, madpakke osv. står midt i rummet. Det fylder og ser grimt ud. Hvor skal jeg gøre af det? Forstyrrer allerede. Kompromiset bliver at stille tasker, og alt hvad der ikke lige skal bruges ud i trappeopgangen. Resten stilles møjsommeligt op og får sin helt særlige plads. Zoomrecorder midt på gulvet. Ledningerne lagt i frie, kreative streger, men rent -ikke kaotisk.

En mikrofon til stemmen, en til guitaren og 3 til rummet. Det vil aldrig være muligt at gengive min oplevelse af rummet her og nu, men jeg kan nærme mig. Og i forsøget på at gøre det så rent som muligt, lærer jeg det forhåbentlig, -det jeg så gerne vil lære: at lytte til det som er…

Stilheden er der altid…

Stilheden er der altid. Den er ikke adskilt fra lyden. Den er en del af støjen ligesom støjen er en del af stilheden. Og sådan bølger det ind og ud i hinanden -en evig pulseren. Blodet er altid tilstede blot med mere elller mindre tryk. Vejret trækkes, altid på vej ind eller ud, men altid der et sted. Som energien. Den er der altid. Inde i kroppen og udenfor. Gud er der altid. I stilheden og i stormen. Der er ingen adskillelse. Blot ord, der skærer livet op, så vi kan forme og fixe og slutteligt erkende, at sproget ikke slog til.

Solitude

solitude gives us the space

to exercise the patience we need

to develop a true inner life

from Gregory B. Sadlers lectures on RILKE

Summende Liv

Jeg blander døden ind i livet. Jo mere af dødens malurt jeg tør indtage jo mere balance. Jeg forbereder mig. Jeg husker at angsten for døden blev stor i forestillingen om det uvisse på den anden side. Men døden er lige her ved hånden. Døden er min forestilling om den perfekte relation, der langsomt siver ud igennem fingrene. Jeg gir slip. Noget i mig dør. Det sorte får lov til at blande sig med alle farverne. Det hele bliver mudret for en stund. Jeg sidder på stranden og studerer sandkorn. Hver for sig. En og en. Der er jeg midt i en sandbanke. Nu er jeg væk. Og det er fint. For jeg ved, at jeg stadig er der et eller andet sted. Jeg summer EneRummet frem. Jeg summer, så jeg kan være mere mig, -mere sand (-færdig), og i stand til at møde et blik. Dit blik. Til sidst kan summen af mig møde dig, uden at jeg fristes til at forsvinde i dine flødefavnende øjne. De er ikke for mig at blandes i. Men vi kan mødes i en knivskarp spejlflade til forundring og morskab. Spejlkabinettet. Jeg går ud af spejlkabinettet igen. Summer videre. Summer med energien og mærker, at jeg er levende, fordi jeg hele tiden tillader noget i mig at dø.

Kryb

Jeg behøver ikke at kigge ned af mig selv. Jeg kan mærke det. Kryb. Lodden, ækle stive børster, skaller, brun og sort. Jeg hænger lige under kanten, og jeg tænker på alle pigerne på afdelingen. Armenes snitsår. Ar. Rækker af ar. Stemmen der råbte højt og febrilsk, så det hørtes langt nede ad gangen. “Ad! Ad! Ad! Jeg er så klam! Jeg er så klam!!” Som jeg stod der med guitaren i den tomme hyggestue, var det som om, at tiden gik i stå. Hvordan skulle lyden nogensinde kunne trænge igennem her? En stor tankeflom af ulækkerhed og bundløs mørke. Var det blot et tomt, tørt mørke. Men det her er slam. Fugtigt, indtrængende, opløsende. Tanker og hud, størknet blod og hår i en fortvivlet masse.

Jeg har det ligesom dem. Lige nu. Selvom jeg ved, at det går væk. Om et par dage. Jeg er ikke tvunget til at blive i det i månedsvis. Som springvandet på Israels plads i går. Max legede med vandet og vaskede sig i hovedet. En dreng sagde “Ved I ikke det er beskidt vand? Det er det samme vand, der løber i ring. Igen og igen. Uden at blive renset.”

Jeg aner lyset over kanten. Alle kortene lover sol og varme og ny begyndelse. Sommerfuglevinger. Men lige nu hænger jeg her og kan kun mærke krybet.

En ny frekvens

For at komme videre opad i spiralen må jeg lære at give slip på det helt rigtige tidspunkt. Det er ikke let. Det er sådan en dejlig, tryg følelse påny at følge den velkendte cirkel. Dermed; en afsindig skræmmende følelse at bevæge mig ind i på en helt ny bane. En ny lyd. En ny frekvens.

Når jeg har givet slip, svæver jeg et øjeblik i det tomme rum…

Jeg sidder på min egen ryg. Kroppen falder frit.  Jeg kan vælge at sprælle med arme og ben, råbe og skrige. Eller jeg kan lade mig falde. Det er et paradoks. Det føles som om jeg falder. Men i virkeligheden stiger jeg. Pludselig finder jeg fodfæste. Jeg er på en ny bane. Jeg synker ned i min krop og mærker hvordan vingerne -de smukke, sarte og stærke vinger vokser ud af ryggen på mig og tager fat. Mine fødder mærker banen under mig, og alligevel flyver jeg frit. Et nyt landskab. Venligt og lyst. Nu får jeg tid og rum til at lytte. Ja, den er god nok. Lyden har fået en større dybde. En overtone mere. I tomrummet fra slippet til fæstet findes kun tilliden at navigere efter. Tilliden til at alt i og omkring mig støtter min vækst.

Bi-huler og Hovedrengøring…

Jeg starter året med sygdom. Bihulebetændelse. Det har jeg aldrig haft før. Betændelsen tygger sig igennem alle mine hul-rum. Ved næsen, kæberne, bag ved øjenbrynene og i en lang kile over mit venstre øje, som var der en dolk igennem mit hovede. Jeg kan skyde en hvid pil efter at manifestere noget som helst. Bare vente og betragte denne slanges renselse af alle mine klang-rum. Jeg forventer, at rummene får en ordentlig hovedrengøring, så den lyd jeg skal lave i 2018 resonerer endnu klarere end før.

Jeg har været alle følelser igennem. Følelsen af totalt mislykkethed. Angsten for ikke at magte opgaverne. Vreden og håbløsheden. Og…at ville opgive mit liv som mor. Ungerne tricker alt det grimme; Vreden, irritationen, angsten. Jeg skammer mig. Skamfulde mor.

Som sygdommen bliver mindre smertefuld, ser jeg klarere. Jeg ser håbet i det fjerne. Jeg ser alle glæderne og alle de skøre blomster i mange farver, der vokser op igennem mit olierede træ-gulv. Mit hjem er også en frugthave af latter og kildeture, vandfald og granatæbler. Han siger med et smil: “It is crowded”. Ja, det er det. Når jeg er sort i humøret angriber mine ting mig fra alle kanter. Jeg kan kun tænke, at jeg må væk, eller at jeg må skille mig af med alt rod. Rydde op, rydde op, rydde op… Men når morgenen gryr, bliver angrebene til humør-blomster, der spirer frem de mærkeligste steder og har lange samtaler med mine børn. Jo, det er “crowded”! Det er pulserende liv! Hver gang sammentrækningen af angst og håbløshed har været der, pulserer udvidelsen til et lidt større rum end sidst. En lidt smukkere regnbue ved linden hvor jeg bor. Endnu et rum i det skæve, farverige slot, jeg har den ære at bebo. Når jeg åbner mit vindue fra tårnværelset og kigger ud over 2018, kan jeg næsten ikke beskrive, hvor smukt det er. Jeg har aldrig før set de mange frodige enge i rækker efter hinanden. At der også var bjerge i horisonten og is-klare søer, rede til endnu en spejling. Jeg ser æbletræer og kastanjen, min helt særlige ven, der sagde “Jeg elsker dig”, så klingende højt, at jeg vitterlig måtte stille mig selv spørgsmålet: kan træer tale? Om lidt åbner portene, og sammen vil vi myldre ud til al denne overflod! Hvor svært kan det være? Kom, tag min hånd, så går vi sammen…

Hvordan ville jeg se ud, hvis jeg ikke kunne se mig selv i spejlet…

Kan jeg gro ind i mine rynker? Tiden går og folderne slår og slår, Tydeligvis. Selvom jeg ikke kan mærke det. Der er SÅ mærkeligt. Den der pige på skærmen, som påstår hun er mig er umuligt i starten af tyverne, som jeg føler så stærkt. Så…hvordan kan jeg vokse ind i skrammerne. Kurverne. Det løse skind,  kalkun-halsen. Alt det, som jeg elsker hos andre;

Stregerne omkring øjnene, når hun smiler. Hendes løse arme. Maven der er så blød. Hun griner og siger, at hendes datter elsker flæsket. “Åh mor, du er så dejlig!” Og den lille kind lægges aende mod det fineste hun kender.

Vi er slet ikke lavet til at skulle ses af os selv. Narcissus-myten har lagt sin klamme pointe over os. “Unable to leave the beauty of his reflection, Narcissus lost his will to live. He stared at his reflection until he died…”

Hvordan mon jeg egentlig ville se ud, hvis jeg ikke havde muligheden for at se mig selv. Smukkere, hvis jeg havde det godt? Grimmere hvis jeg havde det skidt? En mere ærlig udlægning? Ikke så mange tanker…

Men spejlet er kommet for at blive. Så hvordan kan jeg se det og acceptere? Hvis jeg nu tager hver enkelt rynke. F.eks en af de tre nye på min kind . Lad mig prøve:

Lille spejl på væggen der

sikken herlig streg jeg ser

Lige der på kinden

minder om den lange færd,

Der gjorde mig til den jeg er

Grønnere forinden

Årene tilbagelagt

Gir mig løvets farvepragt

starter min forsvinden