Var det vingeslaget fra en engel?

Jeg sidder alene. Tænker tanker, der farer rundt. Svæver. Lander. Mærker. Kroppens begyndende tilstedevær(d). Kroppen, der får sit eget værd. Overboens skridt. Selv Hannah (skøn pige, høj stemme, som mine egne unger:-), kan jeg høre, selvom hun bor to lejligheder over. Min tinnitus er reduceret på det sidste, men den er der… nederst i venstre øre. Ganske svag. Men… den er der.

Tænk, hvis der var engle omkring mig, der fik min krop til at sitre. Vibrationer der bølger og bruser. Briser sendt af sarte vinger. Tænk hvis mit EneRum var fyldt til randen af omsorgsfulde sjæle, der puster liv i min forsømte krop. Forsømt, fordi jeg hele tiden glemmer at mærke den. Fokuserer på ord, billeder, skærme og ikke de der subtile vinde. For meget fokusering. For lidt fornemmelse.

Engle omkring mig

Hjælp mig at skelne

Hans hjerte tæt på mit

Som jeg danser for og sanser

Er det virkelig der?

Eller er det bare slag

Af kramper fra den drøm

Jeg stædigt drømmer

Om en tid det aldrig blir

Uro i kroppen. Længsel i sindet…

“Frem og tilbage. Ude og inde. Uro i kroppen. Længsel i sindet. Pludselig væk igen og 80’ernes Boheme har kun sig selv og sit vanvid.”

Jeg vågner med min fars gamle sang rutschende ind og ud af mine hjernefolder. Jeg slår teksten op… “Daglige elektro-chok gi’r dig stof og stød på stød. Du ender som en rullende og grå forstening. Du ruller bare…”

En tom lejlighed. EneRummet igen. Jeg kan næsten gribe fat i mine børns berøring. Deres arme og bløde hud. Alt det liv, der pumper igennem huset, når de er her. “Pludselig væk igen… har kun sig selv og sit sære vanvid.”

Alting falder ud af hænderne. Ingen krampagtighed kan fastholde noget som helst. Alting bevæger sig og vil bevæges. Det opadstigende atom.

Min øresusen minder mig stadig om, at livet er skrøbeligt. Alting kan ændres på få sekunder.

Jeg lytter til rummets sitren. Sætter lyd på flimmeret, der får alting til at stå og skælve. Som det gamle TV’s “sne-vejr”.

Jeg har telefonen i hænderne. Mindst hvert 10. minut. Det daglige elektrochok er blevet til det minutlige. Interaktion. Andre mennesker. Feedback. Se dem..ha! …Se Mig!

Pejsestuen i barndomshjemmet. Mine forældre pulsede på cigaretter. Gennem røgen var nyhedsoplæseren Gud. Åh, så sent jeg fandt ud af, hvor tilfældigt og skødesløst udsendelserne skabes. Hvor mange masker og slør.

Jeg sad og tænkte, så det knagede. Hvad kan jeg gøre for, at de synes jeg er mere interessant? Konklusionen blev den perfekte, pæne pige. For andre har konklusionen sikkert været det stik modsatte.

Mine unger hopper op og ned af mig mens jeg står med næsen i telefonen. “Mooar!! Moaaaar!“ Hvorfor har jeg intet lært? Hvorfor gentager jeg de samme fejl?

Jeg tænker i mit EneRum, at næste gang de er her, vil jeg lægge telefonen væk og gi dem den. Opmærksomheden. Og selv føle glæden. Interaktionen. Den ægte af slagsen.

Jeg bliver nødt til at prøve det. Igen. Igen. Igen. Op på hesten igen. Forsøge at ride, selvom jeg ikke er vant til at ride. Jeg må have modet til at stige op igen. Og igen.

Kaos og Rysteribs

Kaos. Der bliver vendt op og ned på ting inde i mit hovede. Bedst som jeg tror, at det er mig, der hænger med hovedet nedad, fortæller personen, jeg taler med, at hans/hendes verden er fuldstændig fordrejet disse dage. Så hvem vender “normalt”? Astrologerne taler om omvæltninger og mulighed for radikale forandringer. Det hele ryster, så vi kan vælge at ryste med og se hvor det ender, eller vi kan forsøge at stå fast og se alting falde ned omkring os. Det vi lige havde sat på plads måske.

EneRummet gir plads til mine kramper. Så behøver jeg ikke først finde ud af om det er mine eller dine kramper, der vælter omkring mig. Ryste, ryste, rysteribs. Wooooow….! Det hele sitrer, og hjertet hopper rundt nede i min mave.  Noget hiver i min nakke. Jeg kan ikke trække vejret længere ned end til den hulning i halsen, en kæreste engang sagde, var hans yndlingspunkt på mig. Når jeg bare sidder, begynder min krop at bevæge sig i små cirkler. Eller fra side til side. Mine tanker kan vælge mønsteret. Men bevægelsen er der. Altid bevægelse. Fred med det. Jeg bevæger mig i mit kaos’ finurlige spiraler. Vender det ganske langsomt til. Vender mig mod et nyt møde.

Tinnitus er den lægelige betegnelse for øresusen…

Jeg har en dybfryser i mit venstre øre. Når jeg bliver stresset går den i stykker, hoster og harker, tænder og slukker i et væk. Den har en vægt. Jeg får lyst til at hælde hovedet en smule mod venstre, men jeg ved, at det er noget pjat. Det hele er noget pjat. Hvordan skal vi nogensinde kunne lokalisere en dybfryser i mit venstre øre? Jeg er træt. Jeg er ikke i rum med dem, jeg taler med. Jeg er kun i rum med min fryser. Hvor nærværende er det lige?

Men den er vel harmløs? Jeg kan høre alting, og det er ikke en høj pibetone, som andres tinnitusser. Ergo er det da til at leve med?

Jeg, mig selv, der hører, hører noget andet af mig selv, som jeg ikke forstår. Den skaber fokus på et indre rum og en indre kamp.

Vi, du og jeg, elskede,  fik kontakt igen, og nu er den næsten helt væk -fryseren. Måske er der ikke plads til et stort, åbent hjerte og en fryser på samme tid…

Lyden, når køleskabet lukker…

Lyden, når køleskabet lukker. Af elkedelen, som den akkurat er kogt af. At jeg griber håndtaget, løfter kedelen fra sin plastic-dimse-bund, og hælder vand op i koppen.

Lyden af mine slæbende sutsko henover gulvet. Det er verdens mest velkendte lyde. Trygheds lyde.

Lyden af min elskedes vejr. En let piben gennem næsen. Den kategoriske hosten i blandt.

Lyden af børn, der vender sig i et lidt for stift sengetøj. Lyden af min thekop, når jeg stiller den på bordet. Af tasterne, når jeg skriver i dette nu.

Sirener i baggrunden. Overboens TV. Af mine negle mod min hovedbund. Den lyd er faktisk høj -indeni… Men vi har lært, at den ikke er det for andre.

Det at lytte skaber rum, og vi har brug for rum omkring os. Jeg har brug for plads til mine tanker. Jeg har brug for at mærke, hvordan jeg egentlig har det. Når jeg lytter til de små ting i rummet, og rummene udenom rummet, skaber jeg plads.

Til koncerterne:

Når I lytter til min stemme, vil jeg bede jer mærke rummet også. Mind jer selv om det engang i mellem, så blir der skabt plads til nyt, til følelserne, når de er der, og den skønne tomhed, når den kortvarigt etableres.

Kommer der en uventet lyd i rummet, en skrabende stol, et host… så lad det være en gave. Den husker os på rummet og gir os en ny opmærksomhed.