Samtalen

“Ka man skrive sig ud af denne her tid vi er i?”

“Ja”, hvisker ordene. “Det er jo det vi er her for”.

“Jeg troede måske, I var her for at gi mig nyhedsopdateringer”, hoster jeg akavet.

“Jeg troede måske det ville gi mening at følge jer derind… i den mani”.

“Vi er her for at lege”, siger I.

“Jamen tiden er så tung… det…”

“Netop derfor!”, siger I og springer op og ned

En af jer slår en vejrmølle.

Vejrmølleordet gnistrer med øjnene og strækker sig kælent ud i friheden.

“Jeg ved godt I venter på mig…

Jeg glæder mig helt vildt til den dag vi for alvor smelter sammen”

I smiler over hele ordet.

Så syng dog klode…syng!

Fabulerende og famlende falder jeg ind i 2020 med et fantastisk brag. Frihed. Endelig fri! Gamle drager viser grimme fjæs og maser mig tæt, så tæt jeg kan mases mod lydmuren. Men drager og traumer kan brage og bumle, fabulere og tumle. Der er ikke længere nogen tvivl. Jeg er fri! Jeg har arbejdet på sagen, og livet har skænket mig i overflod. Her sidder jeg og trækker vejret ved det gamle skrivebord, jeg hentede i Athinas lade, for det der føles som en livstid siden. Små ti år er selvfølgelig også et liv; Antal livsår på min dreng, som stadig kæmper med at sætte sine ben på jorden. At sætte ben på jorden, så det har ben at gå på -livet. Og ikke bare er meningsløst. Men kigger man sig omkring, er det det vel en sjældenhed at se. Meningsfulde ben. Vi er på randen som samfund, og der er ikke andet for end at trække arbejdshandsken på. Men det kan gøres med glæde og frihed. Sangen gir mening. Musikken løser mysteriet for os. Så syng dog… klode… syng!

Når lykke falder…

Forårets lettede suk. I min lykkerus falder jeg på rulleskøjter og slår min højre arm. Den er ikke umiddelbart brækket og heller ikke forstuvet, men når jeg bruger den for meget, gør det allerhelvedes ondt. Ergo; jeg skal bruge venstre hånd. Men godt det samme for vinterens forberedelser har prepareret jorden dybt i min sjæl . Jeg skal ikke bruge kræfter mere. Nu skal det bare folde sig ud og gå sin gang. Jeg læner mig tilbage. Med armen i slyngen nyder jeg frøene, der spirer på mit lille stykke grønt foran min lejlighed. Jeg kan sætte flueben ved det meste. Friheden, kærligheden, kunsten. Det er en mærkelig fornemmelse. Ikke at skulle nå noget.