FællesRum

Carsten Dahl fortæller om evigheden. At han anslår den, inden han anslår tonen. Jeg forstår det fuldstændigt. Jeg ved jeg gør det samme, selvom jeg ikke ved hvordan. Alle disse krøllede menneskesind jeg møder på min vej. Vi snakker i øst og vest om vores søgen, og inderst inde ved vi, at det er såre simpelt. Vi kan ikke se skoven for bare træer. Det er derfor musikken er så vigtig nu i denne tid. Som religionerne og dogmerne afvikles, hvad står da det skælvende menneske tilbage med? Musikken. Den inderlige musik. Der hvor følelsen kombineres med videnskaben. Opøvelsen af en kunnen bygget på et talent. Når du opløser din kunnen og lader den synke til bunden af rygsøjlen som noget næsten glemt, men stadig erfaret, kan du gi dig hen i musikkens frie og sensitive leg med følelser, intention, eftertænkomhed og væren. Aktiv og passiv i en evig dans, der flyder, fordi det er musik! Men først når præstationen falder til jorden kan musikken spille og dansen med evigheden begynde.

Dødens Sommerfugl

Høsten kommer. Skærer vingerne af og jeg lægger mig til hvile. Wow sikke et ridt! Er jeg stadig en sommerfugl, nu hvor vingerne er væk? Kan jeg have tillid til, at nye vinger vil komme efter mit tiltrængte puppestadie?

Endnu engang slipper jeg alle forestillinger og synker ned i massen. Det sorte hul, der slet ikke er så sort. Lyden summer af nye begyndelser, ikke helt lysgnister endnu. Ingen vished, blot en summen. Vibrerende lyd, så pianissimo, at det næsten ikke er. Men det er og vil altid være. Kun livet kommer og går, danser med døden og musikken sætter døren i sving.

I rummet mellem liv og død

Hun spørger om jeg vil komme og spille. Igen. Hospice-koncerten var ikke nok; Han vil gerne opleve musikken en gang til, inden han forlader dette liv.

Jeg overvejer det en ekstra gang. Det er svært at gentage en afskedskoncert. Men jeg siger ja. Denne gang er det hjemme hos familien. Han har snakket om koncerten i flere dage ind imellem hallucinationerne, fortæller hun. Hver aften har han troet, at det var tid til koncert.

Han ligger i en sygeseng midt i stuen. Der er flere mennesker end jeg havde troet. Ca 30 personer er fordelt rundt omkring. Jeg hilser ham med et håndtryk. Han har svært ved at slippe min hånd. Nu er du jo næsten en del af familien, siger han spagt. Jeg spiller. Mest Sebastian-sange, et par EneRum. Flere af sangene er næsten ikke til at bære. Rose: Vi reder din seng…du var så træt, da du tog på vej… Måske ku vi: Jeg tror jeg er for træt nu til det… Søvnige Øje: Lad sjælen gå, sin lise få… Stemningen er fin, smuk, let og tung på en gang. Nu må vi se om han giver slip, siger hun efter koncerten. Igen har han svært ved at slippe min hånd, da jeg takker af og siger farvel. Ka du ha det godt, siger jeg. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. 

Der er intet som musik til at rumme de følelser vi ikke ved, hvor vi skal putte hen, fik jeg sagt i løbet af koncerten. Jeg tænker videre. Bagefter er der skabt plads til nyt. I musikken kan følelsen blusse op, leve, for så at dø. I rummet mellem liv og død handler det om det ene: Tillid til at slippe. At mærke det ind til benet. En stund. Dernæst at slippe. At skabe nye rum.

sorgens træ…

Møder. Kontakt. Mennesker, der som jeg søger… Jeg ser sorg. Sorgen er stor derude. Wow, hvor er den stor. Og som jeg tør tygge mig en smule igennem min egen sorg, vokser der et træ inden i mig med rødder store og tykke, og en krone der breder sig og gir mig selv lidt tiltrængt skygge. Jeg er et træ med rødder og krone, og efterhånden er jeg ligeglad med hvad der vender op og ned. Jeg er tilstede foroven og forneden, og i det der er imellem.

Jeg kigger ud på andre træer, og ser træthed og mørke, og så ser jeg det glimt, som gør os til noget særligt. Alle os væsener. Glæden ved livet, trods alt.